Nej til konkurrenceforvridende aktivering Aktivering skal opkvalificere de ledige og ikke være skjult erhvervsstøtte, mener DA. Fagbevægelsen har i den senere tid sat spørgsmålstegn ved, om en række kommunale aktiveringsprojekter i stedet for at opkvalificere de ledige har været til støtte for lokale virksomheder. Dansk Arbejdsgiverforening forholder sig ikke de konkrete sager, men har følgende principielle holdning: Direktør i DA, Henrik Bach Mortensen, siger:

"Vi er helt enige med fagbevægelsen om, at kommunerne ikke må lave konkurrenceforvridende aktivering.

Ingen kan være tjent med, at virksomheder får konkurrencefordele ved at få udført opgaven af kontanthjælpsmodtagere. Aktivering er for de lediges skyld, ikke andres.

Men generelt må man sige, at aktiveringsprojekter er en balancegang. For det er afgørende, at de aktiveringsprojekter, der oprettes, indeholder 'rigtigt arbejde'. Ellers får de ledige ikke noget reelt ud af dem. Vi kan ikke forvente, at de ledige bliver klar til arbejdsmarkedet, hvis vi kun lader dem beskæftige sig med meningsløs aktivering. Derfor skal der også være plads til at udføre 'rigtigt arbejde'.

Vi anbefaler, at kommunerne følger den vejledning, Arbejdsmarkedsstyrelsen udsendte i sommer. Den sikrer, at aktiveringsprojekterne ikke er konkurrenceforvridende."
Arbejdsmarked
25. november 2004
KONTAKT