Dansk Arbejdsgiverforening har den 7. januar 2005 svaret Indenrigs- og Sundhedsministeriet i sagen om Høring om forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder DA har den 1. december 2004 modtaget et forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder til høring.

I den anledning har DA følgende bemærkninger for så vidt angår beskæftigelsesområdet:

DA støtter intentionen bag ved lovforslaget, nemlig at sikre et bæredygtigt grundlag for etablering af jobcentre, der bl.a. skal gennemføre den kommunale del af beskæftigelsesindsatsen.

Det er DA's vurdering, at det har været intentionen med den politiske aftale om en strukturreform at skabe én indgang til beskæftigelsessystemet for såvel borgere som for virksomheder. Der er ikke ved udmøntningen sikret én indgang for virksomhederne.

Det fremgår af lovforslag om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at virksomhederne skal henvende sig til jobcentret i hver enkelt medarbejders bopælskommune i forbindelse med sygedagpengeindsatsen og ved arbejdsfastholdelse. Udbetaling af sygedag-pengerefusion sker fra samme kommune.

Det er DA's generelle opfattelse, at der som led i strukturreformen bør gennemføres en organisering, således at virksomhederne i forbindelse med en sygedagpengeindsats og ved arbejdsfastholdelse kun skal henvende sig til ét jobcenter, nemlig jobcentret i den kommune, hvor virksomheden er placeret. Det bør tillige gælde, at virksomheden i forbindelse med anmeldelse og udbetalingen af sygedagpengerefusion skal henvende sig til samme kommune som den, hvor jobcentret er placeret.

Dette vil gøre det administrativt lettere for virksomheden, sikre en mere effektiv og ensartet sygedagpengeopfølgning og dermed også, at den enkelte borger hurtigere kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Med lovforslaget om forpligtende kommunale samarbejder lægges der op til yderligere at komplicere virksomhedernes kontakt til det offentlige i forbindelse med en sygedagpengeindsats og ved arbejdsfastholdelse.

Ved delegation af beskæftigelsesopgaven som led i forpligtende kommunale samarbejder skal virksomheder i forbindelse med sygedagpengeindsatsen og ved arbejdsfastholdelse henvende sig til jobcentret i den bemyndigede kommune, men vil for så vidt angår anmeldelse af og henvendelser om udbetaling af sygedagpengerefusion skal virksomheden henvende sig til hver af de kommuner, som indgår i det forpligtende samarbejde. Dette indebærer, at virksomheder i områder med forpligtende samarbejder for den enkelte medarbejder kan komme ud for at skulle henvende sig to kommuner.

Der vil ligeledes med forslaget være risiko for, at der kan ske forsinkelser i sygedagpengeopfølgningen, idet en kommune, der har delegeret beskæftigelsesindsatsen, når de modtager en anmodning om sygedagpengerefusion, skal give meddelelse herom til den kommune, der har fået delegeret beskæftigelsesindsatsen, før der kan tages initiativer i forhold til den enkelte syge medarbejder.

I forhold til lovforslaget om forpligtende samarbejder skal DA derfor anbefale, at bestemmelsen i § 1, stk. 2 om, hvad samarbejdet omfatter, bliver suppleret med en bestemmelse om, at opgaven med beregning og udbetaling af sygedagpengerefusion delegeres parallelt med beskæftigelsesindsatsen.

En kopi af dette høringssvar et tillige sendt til Beskæftigelsesministeriet (Arbejdsmarkedsstyrelsen).
KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
10. januar 2005