Dansk Arbejdsgiverforening har den 14. november 2001 svaret Socialministeriet i sagen om

EU-kommissionens grønbog om virksomhedernes sociale ansvar

Socialministeriet har med skrivelse af 22. oktober 2001 anmodet Dansk Arbejdsgiverforening om at fremkomme med kommentarer til EU-kommissionens grønbog om fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar.

Dansk Arbejdsgiverforening ønsker indledningsvis at understrege, at den danske oversættelse af grønbogens titel giver et fejlagtigt billede af indholdet. Grønbogen beskæftiger sig med en meget bred vifte af emner, hvoraf en stor del ikke er omfattet af den danske debat om virksomhedernes sociale ansvar/engagement.

Efter DA’s opfattelse foreligger der her en oversættelsesfejl, idet begrebet Corporate Social Responsibility ikke kan oversættes med socialt ansvar/engagement, men i stedet bør oversæt-tes med samfundsmæssigt engagement. Det engelske ord social har således en væsentlig bredere betydning end det tilsvarende danske ord, hvilket grønbogens indhold også afspejler.

DA er herudover af den grundlæggende opfattelse, at det er en væsentlig debat, Kommissionen rejser med grønbogen og finder det positivt, at der dermed åbnes mulighed for at drøfte den emnekreds, som grønbogen indeholder og de opgaver, som EU bør påtage sig i denne forbindelse.

Der er således tale om en debat, som i stigende grad ligger virksomhederne på sinde, fordi den grundlæggende handler om, hvordan man mest hensigtsmæssigt – og dermed mest profitabelt – kan drive virksomhed i en stadigt mere kompleks og omskiftelig markedsvirkelighed.

Hvad er virksomhedernes samfundsmæssige engagement?

Virksomhedernes grundlæggende samfundsmæssige rolle består i at producere varer og tjenesteydelser og dermed skabe et sundt økonomisk fundament for det samfund, som de er en del af. Hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne bør derfor være udgangspunktet for enhver diskussion om deres samfundsmæssige engagement.

Det har imidlertid altid været en nødvendig forudsætning for at drive virksomhed at man var engageret i bl.a. medarbejdernes velbefindende og udviklingen i det omkringliggende samfund. Diskussionen om virksomhedernes samfundsmæssige engagement rummer således ikke noget grundlæggede nyt.

Det er dog i de senere år blevet stadig mere tydeligt, at behovet for at påtage sig et samfundsmæssigt engagement fra virksomhedernes side er øget. Dette hænger sammen med en række forskellige forhold, herunder de øgede udfordringer, som globaliseringen stiller overfor virksomheder, som virker i u-lande med væsentligt andre normer og standarder, end man kender det i f.eks. EU-landene.

Den øgede mediebevågenhed omkring f.eks. etiske og miljømæssige problemstillinger samt den stigende opmærksomhed hos f.eks. investorer hører også til de forhold, som har bragt det samfundsmæssige engagement højere på dagsordenen hos en lang række virksomheder gennem de senere år.

På nationalt plan hører de kommende års truende mangel på arbejdskraft til de forhold, som har gjort det relevant for virksomhederne at indgå i et tættere samarbejde med bl.a. lokale offentlige myndigheder og afsøge mulighederne for i højere grad at kunne fastholde og rekruttere personer, som ikke besidder deres fulde arbejdsevne.

Behovet for at påtage sig et samfundsmæssigt engagement er derfor langtfra nogen ny erkendelse blandt virksomhederne, men fungerer allerede i meget stort omfang som en naturlig del af virksomhedernes daglige drift.

Virksomhederne påtager sig først og fremmest deres samfundsmæssige engagement ved at leve op til national lovgivning og internationalt anerkendte standarder for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøkrav, regnskabsaflæggelse m.m. Hertil kommer frivillige initiativer og samarbejdsformer, som ligger ud over, hvad der lovgivningsmæssigt stilles krav om.

Det er DA’s opfattelse, at grønbogen i for høj grad fokuserer på virksomhedernes rolle og gør for lidt ud af den rolle som offentlige myndigheder spiller og bør spille i samspillet med virksomhederne. Enhver debat om virksomhedernes samfundsmæssige engagement bør således tage udgangspunkt i den arbejdsdeling, som er og som bør være mellem virksomheder og offentlige myndigheder.

At overvælte offentlige myndigheders ansvar på virksomhederne er en utilstrækkelig og kort-sigtet løsning på samfundsmæssige problemstillinger, som let vil kunne hæmme virksomhedernes konkurrenceevne og udviklingsmuligheder. Det er de offentlige myndigheders naturlige opgave at stille de nødvendige lovgivningsmæssige og andre typer af rammebetingelser til rådighed for virksomhederne som gør det muligt for dem at drive virksomhed i et velfungerende samfund. En større fokusering på virksomhedernes samfundsmæssige engagement vil således aldrig kunne træde i stedet for regler og lovgivning.

DA ønsker i den forbindelse at fremhæve den debat, som har fundet sted i Danmark gennem de senere år om udviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked. Denne debat har netop været præget af en grundlæggende respekt for de forskelligartede roller, som virksomheder, offentlige myndigheder m.fl. naturligt har, men har afdækket en lang række områder, hvor en højere grad af samarbejde mellem de forskellige aktører vil kunne være til gensidig fordel.

DA vil finde det hensigtsmæssigt, om det samlede danske bidrag til debatten om grønbogen vil inddrage disse erfaringer og fremhæve ønskeligheden af en erfaringsudveksling om brugen af forskellige former for partnerskaber mellem virksomhederne og deres eksterne interessenter.

Behovet for en individuel tilgang baseret på frivillighed

De udfordringer, som de samfundsmæssige relationer stiller virksomhederne overfor, er imidlertid af meget forskelligartet karakter. Der er således ganske betydelig forskel på behovet for samfundsmæssig stillingtagen afhængig af, hvilken størrelse virksomheden har, hvilken branche den indgår i, hvilket marked den opererer på mv. En række større virksomheder opererer i dag i udviklingslande, hvor lovgivning og standarder generelt er betydeligt mindre udviklet end tilfældet er i EU-landene. Mange mindre virksomheder står overfor helt andre udfordringer, som mere har med lokale forhold, hensyn til lokalsamfundet, samarbejdsrelationer m.m. at gøre.

Hvad der fungerer i en større virksomhed, fungerer ofte ikke i en mindre. I større virksomheder vil det i mange situationer falde naturligt at formulere konkrete politikker for håndteringen af personalespørgsmål, etiske problemstillinger, miljøudfordringer m.v., mens dette typisk ikke vil være tilfældet i mindre virksomheder. Dette er ikke udtryk for, at mindre virksomheder tager deres samfundsmæssige engagement mindre alvorligt end større virksomheder. Tværtimod viser undersøgelser, at mindre virksomheder i en række sammenhænge påtager sig et større samfundsmæssigt engagement end større virksomheder - det foregår blot mere uformelt som en naturlig del af virksomhedens daglige virke.

Udgangspunktet for enhver diskussion om virksomhedernes samfundsmæssige engagement må derfor altid være den enkelte virksomheds virkelighed og behov. Enhver forestilling om, at der kan etableres én enkelt model, som alle virksomheder kan anvende til at håndtere deres samfundsmæssige engagement vil føre debatten på vildspor og vil i mange sammenhænge blot være ensbetydende med krav om unødvendige bureaukratiske procedurer som vil kunne komme i konflikt med den måde, som den enkelte virksomhed har valgt at håndtere sit samfundsmæssige engagement på.

Det følger naturligt heraf, at den enkelte virksomheds engagement på området altid må finde sted på basis af frivillighed, idet det kun er den enkelte virksomhed, som vil kunne vurdere det konkrete behov og de konkrete muligheder for at udmønte virksomhedens samfundsmæssige engagement. I modsat fald vil der i en række tilfælde være en betydelig risiko for at skade den eksisterende håndtering af det samfundsmæssige engagement i en række virksomheder samt skade virksomhedernes konkurrenceevne. Dette gælder navnlig for de dimensioner af det samfundsmæssige engagement, som vedrører virksomhedernes interne organisering. En tilgang, som ikke udspringer fra virksomheden selv og dens udfordringer, vil ikke kunne fungere i praksis. Hertil kommer, at de udfordringer, som den enkelte virksomhed stilles overfor, vil kunne variere betydeligt over tid og det er derfor centralt, at håndteringen af dem kan variere.

Den store variation mellem virksomhedernes aktiviteter inden for dette felt gør det f.eks. umuligt at fastsætte en brugbar fælles standard for regnskabsaflæggelse og afrapportering. Virksomhederne er i stigende grad udsat for opmærksomhed om deres adfærd fra offentligheden, bl.a. via medierne og behovet for at kommunikere sine resultater ud er stigende. Manglende evne eller vilje til at leve op til egne værdier og målsætninger vil i de fleste tilfælde blive afsløret og vil kunne skade virksomhedens omdømme og omsætning. Det er rimeligt at det omgivende samfund kan forlange, at initiativer, som virksomheden beslutter at tage, rent faktisk også bliver gennemført og at der eksisterer en mulighed for at vurdere effektiviteten, men metoden bør være op til den enkelte virksomhed. Men det er afgørende, at der er frit spillerum til at vælge den metode, som bedst passer til virksomhedens virkelighed og som imødekommer virksomhedens behov for kommunikation med eksterne interessenter i bred forstand.

Grønbogen antyder, at en større ensartethed i de frivillige initiativer, som indgår i håndteringen af virksomhedernes samfundsmæssige engagement ville forbedre effektiviteten og troværdigheden af disse. Dette er således efter DA’s opfattelse en helt forkert opfattelse

Behovet for EU-initiativer

Behovet for EU-initiativer skal også ses i lyset af den store forskelligartethed i behovet for at udøve et samfundsmæssigt engagement.

Det er på denne baggrund vanskeligt at se, at der er behov for at indføre nogen egentlig EU-ramme for aktiviteterne på området.

Vigtige retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd er allerede blevet fastlagt af diverse internationale institutioner som ILO, FN og OECD. Disse retningslinjer er i dag alment anerkendt og fungerer ofte som et vigtigt input når virksomheder skal fastlægge deres egen tilgang til håndteringen af samfundsmæssige udfordringer.

DA har svært ved at se, at særskilte EU-initiativer vil kunne bidrage til udviklingen på dette niveau. Der vil her kunne være en risiko for, at særlige EU-retningslinjer blot vil gøre det mindre gennemskueligt, hvilke retningslinjer, som er de alment anerkendte.

Det er imidlertid DA’s opfattelse, at EU vil kunne spille en vigtig rolle som formidler af gode erfaringer mellem virksomheder indbyrdes og mellem virksomhederne og deres interessenter. Der kan således på nationalt plan konstateres en betydelig efterspørgsel efter gode erfaringer som sammenlignelige virksomheder har gjort sig. Det er endvidere væsentligt at fremme en åben og levende dialog med virksomhedernes interessenter om håndteringen af det samfundsmæssige engagement. Hvilke interessenter som er relevante vil dog igen variere fra virksomhed til virksomhed.

Arbejdsmarkedets parter på europæisk plan vil kunne spille en central rolle i forhold til at give input i processen og bidrage til formidlingen af de gode erfaringer, som fremkommer.

Herudover vil EU kunne spille en rolle i forhold til at sikre, at lande, som EU-virksomheder opererer i, stiller de nødvendige samfundsmæssige rammebetingelser og sociale grundrettigheder for sine borgere til rådighed, som gør det muligt at drive virksomhed på en hensigtsmæssig måde i disse lande. Det vil være en naturlig opgave for EU – på linje med andre internationale institutioner - at påpege problemer og sikre, at tilstandene forbedres. EU bør således støtte implementeringen af f.eks. de grundlæggende rettigheder som er udformet af ILO i de lande, hvor disse endnu ikke fungerer tilfredsstillende.

Det er DA’s vurdering, at Danmark navnlig vil kunne bidrage til den fortsatte EU-debat om virksomhedernes samfundsmæssige engagement med gode erfaringer fra de frivillige partnerskaber mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som er blevet indsamlet gennem de senere år, og som i en række sammenhænge kan dokumenteres at have haft en frugtbar indvirkning på problemløsningen i samfundet og på virksomhedernes muligheder for bl.a. at fastholde og rekruttere arbejdskraft.

Der bør her inddrages såvel formelle som uformelle former for partnerskaber - herunder f.eks. virksomhedernes og arbejdsmarkedets parter involvering i arbejdet i de lokale koordinations-udvalg samt diverse eksempler på mindre formaliserede samarbejdsprojekter om f.eks. jobskabelse til personer med nedsat arbejdsevne.

Med venlig hilsen

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Nikolaj Bøgh