Dansk Arbejdsgiverforening har den 14. november 2005 svaret Skatteministeriet i sagen om Lov om et indkomstregister (eIndkomst)

Lov om et indkomstregister (eIndkomst)

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er som udgangspunkt kritisk over for den omfattende indberetningsbyrde, virksomhederne påføres ved lovforslaget. Forslaget åbner omvendt mulighed for lettelser på andre områder og mulighed for en skrappere kontrol med udmåling samt udbetaling af offentlige ydelser.

Det er i det lys afgørende for DA, at den samlede ”pakke” er i balance. Ifølge ministeriets opgørelser er det tilfældet som følge af lettelserne på skatteministeriets område.

Det fremgår af lovforslaget, at en række ministerier på sigt forventer at kunne opnå lettelser af offentlige administrative systemer m.v. som en konsekvens af eIndkomst. DA ser her en risiko for, at det bliver startskuddet til en ”knopskydning” af eIndkomstregistret – på bekostning af virksomhedernes indberetningsbyrde.

Fokus skal derfor rettes på mulighederne for at forenkle nuværende lovgivning frem for en mekanisk videreførelse på baggrund af stadig stigende indberetninger fra virksomhederne. Det forhold, at der anvendes mere end 15 forskellige indkomstbegreber i forskellig lovgivning i dag, illustrerer pointen. Samlet set må virksomhedernes administrative byrder ikke stige, som følge af f.eks. a-kassers eller offentlige myndigheders ønsker om administrative forenklinger.

Alle fremtidige forslag til ændringer af indberetningspligten bør drøftes med erhvervslivets organisationer med udgangspunkt i en AMVAB-måling. Særligt for så vidt angår eventuelle fremtidige overvejelser på Beskæftigelsesministeriets område, er det DA’s forventning at blive inddraget på tidligt tidspunkt.

Lovforslaget lægger op til en hidtil uset adgang for sagsbehandlere i offentlig administration til oplysninger om alle lønmodtageres personlige forhold. Det er af afgørende vigtighed, at det i loven præciseres, at den enkelte sagsbehandler alene kan opnå en målrettet adgang til oplysningerne i forbindelse med et konkret sagsbehandlingsbehov.

Det fremgår endelig af lovforslaget, at oplysninger fra registret kan stilles til rådighed i det omfang, man i henhold til anden lovgivning kan få stillet de pågældende oplysninger til rådighed. Som led i samarbejdsaftalen med Danmarks Statistik har DA status som primærmodtager fra LetLøn. DA skal anmode om at få en lignende adgang til data fra eIndkomstregistret til brug for arbejdsmarkedsstatistik m.v.

Tekniske bemærkninger

  • Lønperiode og datoer (§ 3, stk. 1, punkt 6)

At virksomhederne fremover skal indberette forskellige ansættelses- og fratrædelsesperioder, hvor man i dag, i langt de fleste tilfælde skal afgive en ansættelsesperiode ved en simpel krydsmarkering, ser DA som en væsentlig byrde. Hertil kommer, at virksomheden fremover skal oplyse ikke mindre end 2 periodeprincipper. Derfor er det vigtigt, at man har fokuseret på de datoer og perioder, som mange virksomheder har eller har mulighed for at få fra deres lønsystem. Det er af stor betydning, at man holder fast ved princippet om, at den periode, der opfanges, ikke nødvendigvis vil være den periode, som optjeningen vedrører. Alt andet vil kunne være en betydelig administrativ byrde.

  • Produktionsenheder

Iflg. § 3, stk. 1, punkt 6, nævnes det, at der skal indberettes oplysninger om produktionsenheden, det såkaldte 10-cifrede P-nummer. Det kan i de tilfælde, hvor en medarbejder har flere arbejdssteder, være en betydelig byrde for virksomheden løbende at vedligeholde dette nummer. En af årsagerne kan være, at lønadministrationen ikke kender arbejdsstedet på tidspunktet for indberetning af den månedlige indberetning. Derfor kan data være forbundet med fejl og mangler, og P-nummeret vil derfor alene kunne anvendes som en rettesnor.

  • National barselsudligning (§ 3, stk. 1, punkt 11)

DA har over for Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender markeret, at det er et udtryk for manglende respekt af de decentrale ordninger, når den nationale barselsudligningsordning kræver, at de decentrale ordninger foretager en cpr-nummer registrering af alle bidragspligtige, idet en række barselsudligningsordninger, som har fungeret i en årrække, er baseret på bidrag opgjort på grundlag af virksomhedens lønsum. I disse ordninger har man ikke kendskab til de individuelle medarbejdere, der betales bidrag for, hvorfor det ikke umiddelbart er muligt at indsende disse oplysninger til eIndkomstregistret. Af lovforslaget om eIndkomstregistret er denne registrering yderlige udvidet ved, at der skal oplyses, hvilken ordning den pågældende er omfattet af.

Det er DA’s forventning, at lovforslaget om en national barselsudligning ændres i overensstemmelse hermed. Virksomheder, som er omfattet af en godkendt barselsordning, skal derfor heller ikke være forpligtet til at indberette oplysninger til eIndkomstregistret.

  • Frister for aflevering af data (§ 4, stk. 1)

DA er bekymret for de frister, der er lagt op til i lovforslaget, når det gælder de virksomheder, som skal afregne skat den sidste i måneden. Det er ikke rimeligt, at man for denne gruppe læner sig op af datoen for afregning af A-skat, idet der nu ikke kun skal angives, hvad det afregnede beløb dækker af A-skat og AM-bidrag. Ved indførelse af et eIndkomstregister skal der indsendes langt flere oplysninger, hvilket kræver en række afstemninger og kontroller.

DA vil derfor foreslå, at fristen rykkes til den 10. i den efterfølgende måned, henholdsvis den 17. januar, for alle virksomheder. Alternativet må være, at alle virksomheder ved indførelse af eIndkomstregister, afregner A-skat den 10. i den efterfølgende måned, henholdsvis den 17. januar.

KONTAKT
Direktør
Fini Beilin
33 38 93 51
fib@da.dk
Publiceret:
14. november 2005