Virksomhederne har brug for arbejdskraft her og nu

Udspil med seks punkter fra arbejdsgiverne. Arbejdskraft skal skaffes fra udlandet.

Der er for alvor gang i dansk økonomi. Det betyder, at virksomhederne i stigende omfang har brug for nye medarbejdere.

Desværre oplever virksomhederne, at det bliver stadigt vanskeligere at finde de nye medarbejdere, der er brug for.

Arbejdsgiverne har i dag sendt en seks-punkts-plan til forligspartierne bag ”Flere i arbejde” med forslag til initiativer, der her og nu skal skaffe virksomhederne mere arbejdskraft.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Vi står i en situation, hvor virksomhederne hver dag mister muligheder på grund af mangel på nye medarbejdere. Det er nu, politikerne skal vise ansvarlighed og omgående tage de nødvendige initiativer.

Det ligger lige for, at beskæftigelsesministeren tager initiativ til et rekrutteringssamarbejde med f.eks. Polen og Tyskland for på den måde at tiltrække kvalificerede medarbejdere til virksomheder i Danmark.

Der er ligeledes behov for markante opstramninger i den måde, som AF og kommunerne løser deres del af opgaven på, således at virksomhedernes tillid ikke helt forsvinder. Vi skal have AF og kommunerne til at påtage sig deres ansvar for, at bl.a. rådighedsreglerne håndhæves, og at ledige er aktive i deres jobsøgning.”

Arbejdsgivernes seks forslag til at modvirke flaskehalse her og nu:

  1. Arbejdsformidlingen skal gå aktivt ind i at skaffe arbejdskraft på flaskehalsområder fra andre EU/EØS-lande. AF skal være til stede direkte eller gennem samarbejdspartnere i de EU-lande, hvor der er sandsynlighed for, at vi kan få den manglende arbejdskraft.
  2. Virksomheder, der har brug for opholds- og arbejdstilladelser, skal kunne få behandlet konkrete ansøgninger i Udlændingestyrelsen så hurtigt, at der ikke tabes ordrer.
  3. Der skal skabes større klarhed over, hvad ledige skal gøre for at opfylde betingelserne om at være til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktive i jobsøgningen.
  4. AF og kommunerne skal belønnes, hvis de kan opnå et mere effektivt samspil med virksomhederne om at få besat de ledige job. AF og kommunerne skal samtidig opfylde de krav til beskæftigelsesindsatsen, som Folketinget har fastsat.
  5. AF og kommunerne skal håndhæve, at rådighedsreglerne opfyldes, og der skal indføres et mere effektivt tilsyn med, at det sker.
  6. Sygemeldte ledige forsvinder i al for høj grad ud af arbejdsmarkedet. Kommunerne skal mere effektivt understøtte, at sygemeldte ledige vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarked
1. december 2005
KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
LÆS MERE
Forslag fra arbejdsgiverne om konkrete initiativer til at skaffe virksomhederne arbejdskraftSeks initiativer til at skaffe virksomhederne mere arbejdskraft her og nu