Dansk Arbejdsgiverforening har den 29. september 2006 svaret Arbejdsskadestyrelsen i sagen om

Høringssvar til Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (Fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v.)

[Dansk Arbejdsgiverforening kan tilslutte sig forslaget om en fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v. Lovforslaget indebærer en harmonisering af beregnings- og betalingsreglerne for arbejdsgivernes forpligtelser i forhold til ATP, FIB, AER og AES, hvilket vil medføre administrative lettelser for virksomhederne.

Lovforslaget indebærer, at AES-bidraget fremover beregnes på grundlag af virksomhedens indbetaling af ATP-bidrag i en forudgående 3-måneders periode, og at bidragene til FIB, AER samt AES opkræves samlet en gang i kvartalet af ATP. Lovforslaget sikrer, at virksomhederne ikke stilles likviditetsmæssigt ringere.

For så vidt angår AES har forslaget om fællesopkrævning været behandlet i AES-bestyrelsen på bestyrelsesmøder i 2003, hvor DA har givet tilslutning til daværende forslag. Med henvisning hertil skal DA bekræfte, at vi fortsat kan støtte fællesopkrævning, og DA kan henholde sig til de synspunkter, DA tilkendegav under behandlingen i AES-bestyrelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget vil indebære en forøgelse af det samlede provenu på ca. 3,5 pct., som følge af beskæftigelsen opgjort på grundlag af ATP-betalingerne. DA har drøftet dette spørgsmål med Arbejdsskadestyrelsen og heraf forstået, at der ikke vil blive tale om en sådan forøgelse. DA vil derfor finde det rigtigst, at dette vil fremgå udtrykkeligt af det samlede lovforslag.

Indførelsen af den nye fællesopkrævning kan ifølge lovforslaget betyde ændringer i AES-bidraget i opadgående og nedadgående retning i forskellige brancher afhængig af sammensætningen af de berørte branchegrupper. DA lægger til grund, at de justeringer, der vil blive tale om, vil holde sig inden for et overordentligt beskedent omfang.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at vikarbureauer skal indsende oplysninger om fordelingen af vikarer på brugervirksomheder. Uden i øvrigt at have bemærkninger til dette forslag, forudsætter DA, at der bliver tilstræbt den for de berørte virksomheder mindste administrative byrde hermed.

DA har ingen særlige bemærkninger til forslaget om nedlæggelse af Ankenævnet for AES og AER, således at sager vedrørende AES og AER i fremtiden behandles af Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension. DA forudsætter herved, at behandlingen af disse klager fortsat vil blive tilrettelagt på en måde, der sikrer en grundig og retssikkerhedsmæssig betryggende afgørelse af de enkelte sager.

KONTAKT
Direktør
Fini Beilin
33 38 93 51
fib@da.dk
Publiceret:
3. oktober 2006