Velafbalanceret udspil fra Beskæftigelsesministeren

Selv om DA ikke mener, at det reelt er nødvendigt med lovgivning, så er ministerens udspil om hemmelige klausuler acceptabelt.

Beskæftigelsesministeren har i dag fremsat forslag om, at lønmodtagere, der omfattes af erhvervsbegrænsende klausuler, skal oplyses om det.

Ansættelsesretschef i DA, Flemming Dreesen, mener:

DA er enig med ministeren i, at der grundlæggende er et behov for disse klausuler, og vi glæder os over, at det også fremover vil være muligt at anvende disse. Vi mener desuden ligesom ministeren, at det er helt naturligt, at en medarbejder, der bliver omfattet af en klausul også ved, at en sådan er til stede.

DA beklager dog, at regeringen overhovedet har fundet det nødvendigt at lovgive på området. Hvis man ser på den indsendte dokumentation, vidnede den om en meget begrænset brug af disse klausuler.

DA har noteret sig og lægger vægt på, at ministeren i sin pressemeddelelse udtaler, at der er fundet ”en passende balance” mellem hensynet til henholdsvis arbejdsgiverne og lønmodtageren. Vi går ud fra, at lovforslaget dermed tager hånd om virksomhedsoverdragelsessituationen, og således at vikarbranchen stadig kan drives på fornuftige vilkår.

Personale og administration
2. april 2007
KONTAKT
Ansættelsesretschef
Flemming Dreesen
33 38 94 10
fld@da.dk