Diskrimination bærer straffen i sig selv

Af adm. direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

For alle der går ind for ligestilling og integration, kan det være en trøst at konstatere, at diskrimination i et eller andet omfang bærer straffen i sig selv. At det forholder sig sådan, træder tydeligt frem i ansættelsessituationer, hvor både arbejdsgiver og ansøger kan lave selvmål ved forudindtagede holdninger om henholdsvis ansøgerens etniske baggrund og virksomheden som arbejdsplads.

Arbejdsgiverne først: Lad os forestille os en arbejdsgiver, der kan vælge mellem to ansøgere, hvoraf den ene har en anden etnisk baggrund. Lad os forestille os, at arbejdsgiveren af en eller anden mærkelig grund vil undgå den bedst kvalificerede ansøger. Arbejdsgiveren må i konsekvens af sine egne holdninger leve med den ringeste arbejdskraft, mens hans konkurrent, der ser mere nøgternt på sagen, løber med den bedste. Den diskriminerende arbejdsgiver har givet sig selv et handicap og sin konkurrent en fordel – det skulle nok kunne slå igennem på bundlinjen. Det er klart, at jo mere virksomhedens overskud er afhængig af at tiltrække de rigtige medarbejdere, jo hårdere vil en diskriminerende arbejdsgiver blive ramt.

Ansøgere og ansatte kan naturligvis også diskriminere. De kan vælge og fravælge bestemte typer af arbejdspladser, og de kan fravælge bestemte typer af uddannelser. Det er oplagt, at jo mere vægt, man lægger på at finde en arbejdsplads med en helt bestemt kultur, jo mindre kan man vægte andre kvaliteter, som f.eks. udviklingsmuligheder. Hvad der foregår på det marked, ved man ikke så meget om, men det er bekymrende, at unge med en anden etnisk baggrund klumper sig sammen på ganske få erhvervsuddannelser. Det giver flaskehalse, når de skal have praktikpladser, og det er heller ikke fremmende for integrationen.

Tidligere på året offentliggjorde Rockwoolfonden en rapport, der introducerede begrebet ”statistisk diskrimination”. Hermed menes, at en bestemt gruppe afvises på forhånd, fordi man lægger til grund, at denne gruppe ikke kan leve op til kravene. Rapporten viser, at der findes et lille antal arbejdsgivere, der eksplicit ønsker praktikanter med dansk baggrund. Det er naturligvis uacceptabelt, og uanset hvor få virksomheder, det drejer sig om må det ikke passere.

I nogle indvandrergrupper er uddannelsesproblemerne så markante, at vi for alt i verden må sikre, at de mønsterbrydere, der kommer ud af folkeskolen med de nødvendige kundskaber, oplever, at de bliver behandlet fair og ansættes efter saglige principper. Den eneste vej til at undgå enhver form for ”statistisk diskrimination” er, at de unge med indvandrerbaggrund får en lige så solid folkeskoleuddannelse som øvrige unge. På den måde sikrer vi, at det bliver tydeligt for alle, at arbejdsgivere der ikke vælger efter saglige kriterier skyder sig selv i foden, og derfor næppe bliver blandt de virksomheder, der kommer til at overleve i den hårde globale konkurrence.

Bragt i ErhvervsBladet d. 7. maj 2008