Arbejde hjælper på psykiske problemer

Arbejde er gavnligt for det psykiske helbred, viser ny rapport fra OECD.

OECD har i dag offentliggjort rapporten Employment Outlook 2008, der sætter fokus på beskæftigelse og arbejdsforhold i bred forstand for det psykiske helbred.

Ifølge rapporten er det psykiske helbred generelt set ikke forværret i OECD-landene. Alligevel er andelen, der får tilkendt førtidspension som følge af psykiske lidelser, steget i en række lande, herunder Danmark.

Af rapporten fremgår det, at 43 procent af tilkendte førtidspensioner i 2005 i Danmark skyldtes psykiske lidelser:

OECD’s rapport viser følgende:

  • At psykiske lidelser er oftere forekommende blandt ledige og folk uden for arbejdsmarkedet, end for beskæftigede
  • At have et arbejde er bedre for ens psykiske helbred end at stå uden for arbejdsmarkedet
  • At det psykiske helbred forværres, når man går fra beskæftigelse til ledighed

Henrik Bach Mortensen, direktør:

”Selv om arbejdsmarkedet er blevet mere rummeligt og behandlingstilbuddene bedre, forsvinder en stigende andel ud af arbejdsmarkedet på førtidspension på grund af psykiske lidelser. Det er paradoksalt, og det er dybt bekymrende, at mennesker parkeres livsvarigt i passiv forsørgelse når OECD’s studier tydeligt viser, at det at have et arbejde er meget gavnligt for det psykiske velvære.

Tidligere reformer af førtidspensionssystemet har slået fejl, og der er nu brug for grundlæggende ændringer i systemet. Det er helt afgørende for samfundet, og til gavn for den enkelte, hvis fokus i større grad bliver lagt på arbejdsfastholdelse i stedet for udstødelse. Et stigende antal helt unge tilkendes førtidspension på grund af psykiske problemer. Men at dømme en 25-årig med en svær depression ude af arbejdsmarkedet på livstid er et svigt. Det er åbenbart, at man bør gøre mere for at revurdere arbejdsevnen blandt førtidspensionister, og sikre, at psykiske lidelser – som ofte kan behandles – ikke fører til en livslang offentlig forsørgelse.”

Arbejdsmarked
2. juli 2008
KONTAKT
LINKS
OECD