Beskeden indsnævring af lønforskel

SFI-rapport viser lidt mindre lønforskel mellem kønnene de seneste 10 år i den private sektor. Kønsopsplitningen på arbejdsmarkedet og i samfundet slår fortsat stærkt igennem i lønningerne.

SFI har i dag offentliggjort en ny analyse af lønforskellene mellem mænd og kvinder i Danmark. Rapporten er en opdatering af SFI’s analyser fra 2004 og 2000, men instituttet har benyttet lejligheden til at føre alle analyserne tilbage til 1997.

Den beskedne udjævning af forskellen på mænd og kvinders indtjening de seneste ti år skyldes i høj grad, at kvinder har halet ind på mændene med hensyn til erhvervserfaring og har overhalet mændene i uddannelseslængde.

I lighed med tidligere analyser viser rapporten, hvor meget af lønforskellene, der skyldes en række udvalgte målbare faktorer, mens der (naturligvis) ikke gives nogen redegørelse for den del af lønforskellene, der ikke forklares af disse faktorer.

Faktorerne er: Sektor/branche, arbejdsfunktion, uddannelse, erhvervserfaring, civilstand, børn, deltid, geografi og anciennitet.

SFI har valgt ikke at inddrage arbejdsfunktion på det mest detaljerede niveau, men kun på hovedgrupper.

SFI medtager heller ikke selvvalgte jobskift og længere arbejdstid for mandlige funktionærer, som andre analyser har påpeget har betydning for lønnen.

Udbud og efterspørgsel indgår ikke direkte i undersøgelsen.

Adm. dir. Jørn Neergaard Larsen:

”Selv om SFI’s tal viser en beskeden udvikling, så er det mest iøjnefaldende, at der stadig er markant forskel på de valg, som mænd og kvinder tager, i forhold til uddannelse og karriere, offentlig eller privat ansættelse, ansvar for børnepasning m.v.

Arbejdsgiverne så gerne opsplitningen mellem kønnene blev mindre. Det er derfor, at vi har taget ligestilling ind som en del af Samarbejdsaftalen, indført Barselsfond og betalt orlov til fædre. Men vi er fortsat ikke meget for at blande os i de uddannelsesvalg, som drenge og piger træffer, og de valg, som familierne træffer. Det er f.eks. sådan at det i langt højere grad er mødrene end fædrene, der har ansvaret for at hente og bringe børnene i daginstitutionerne”.

Personale og administration
11. november 2008
KONTAKT
Cheføkonom
Karina Ransby
33 38 94 65
kar@da.dk