Kontakt til arbejdspladsen kan være en fordel for sygemeldte

  • Syg med Job – en ny kampagne fra Beskæftigelsesministeren – vil sætte fokus på, at sygdom ikke behøves udelukke kontakt til arbejdspladsen.

Kampagnen udspringer af trepartsaftalen om sygefravær – indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter – og er den store offentlige informationskampagne om sygefravær.

Kampagnen sætter fokus på langvarigt sygefravær, og på at det kan være en fordel for den sygemeldte at bevare kontakten til arbejdspladsen og måske endda arbejde under langvarig sygdom enten med tilpassede arbejdsopgaver eller på nedsat tid.

Erfaringen viser, at hver femte, der har været sygemeldt fra sit arbejde i mere end et år, ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Chefkonsulent Berit Toft Fihl:

”Sygefravær koster årligt arbejdsgiverne et tocifret milliardbeløb. Men sygefravær er ikke kun et problem for arbejdsgivere. Det er først og fremmest et problem for den sygemeldte, da der er en stor risiko for, at man ryger ud af arbejdsmarkedet, hvis man er væk i længere tid fra arbejdsmarkedet. Det har hverken arbejdsgiver eller den sygemeldte gavn af.

Skal sygefraværet nedbringes, er det nødvendigt at gøre op med grundtanken, at sygdom og job ikke kan kombineres. Sådan vil det være for nogle, men langt fra alle.

Syg med job – kampagnen er derfor et godt initiativ, som DA støtter op om, og som kan være med til at skubbe på, at det bliver bredt accepteret, at kontakt til arbejdspladsen kan medvirke til at undgå, at sygdom leder til udstødelse af arbejdsmarkedet”.

Arbejdsmarked
15. marts 2010
KONTAKT
Chefkonsulent
Berit Toft Fihl
33 38 93 90
btf@da.dk
LINKS
Kampagnehjemmesiden Syg med job