Hellere socialisme end ligestilling?

Af direktør Henrik Bach Mortensen, DA

Debatten om ligestilling og arbejdsmarkedet viser, at det kniber gevaldigt med nytænkning på venstrefløjen, mens en række borgerligt-liberalt orienterede kommentatorer har peget på nye måder at anskue problemstillingerne.

Samtidig viser erfaringer fra bl.a. Sverige, at der er helt nye veje man kan betræde, hvis man ønsker at styrke kvindernes deltagelse og position på arbejdsmarkedet og i virksomhederne.

Erfaringerne fra Sverige viser, at et gennembrud for kvinderne kan ske, hvis man fra politisk hold fokuserer på at skabe særligt gode udviklingsmuligheder for virksomhederne på erhvervsområder, som særligt interesserer kvinder. Eksemplerne fra Sverige viser, at hvis den politiske vilje er tilstede, så er der intet i vejen for, at kvinder kan blive både direktører og virksomhedsejere i et omfang, der overstiger mændene.

I Sverige har valgfrihed i forhold til en række offentligt finansierede ydelser skabt basis for, at der er opstået en lang række private virksomheder inden for velfærds- og omsorgsverdenen i bred forstand. Svenskerne har bl.a. gennem loven om valgfrihed fået stadig flere muligheder for at vælge hvem, der skal levere forskellige services eller ydelser. Der er altså ikke tale om, at velfærdsydelser er blevet ”privatiserede”, så borgerne overlades til sig selv. Der er alene tale om, at man får frihed til selv at vælge, hvem der skal levere ydelsen.

Opgørelser fra Svensk Näringsliv viser, at kvindelige virksomhedsejere gør sig stærkt gældende i disse brancher (velfærd, omsorg, undervisning mm). Faktisk stod der i 2008 kvinder bag 58 % af sådanne virksomheder. En opgørelse blandt de virksomheder, der kom til i 2009-2010 som følge af valgfrihedsloven, viser, at hele 85% har en kvindelig ejer eller direktør.

Læren fra Sverige er simpel, men ikke overraskende: Skaber man mulighed for erhvervslivet på de områder, som særligt domineres af kvinder, så bliver kvinder både iværksættere og erhvervsledere.

Men det er jo et politisk valg, om man på denne måde vil fremme kvindernes position på arbejdsmarkedet. Forudsætningen i Sverige var naturligvis, at man gennem valgfrihed for borgerne skabte et muligt forretningsgrundlag for de virksomheder, der vil tilbyde offentligt finansierede velfærdsydelser i konkurrence med de offentlige myndigheder. Hvis man ikke ønsker at fremme borgernes valgfrihed gennem udbud og udlicitering, fravælger man altså bevidst også denne mulighed for at styrke kvindernes position i erhvervslivet.

Et væsentligt forhold omkring ligestillingen især i Danmark, er at vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Kvinderne vælger i meget stort omfang uddannelser og jobs inden for børnepasning, sygepleje, ældrepleje, sundhed mm, hvor jobbene på alle niveauer stort set kun findes inden for den offentlige sektor.

Mændene derimod, vælger i højere grad uddannelser, der peger mod det private erhvervsliv.

På den baggrund kan det ikke overraske, at der er færre kvinder ansat i erhvervslivet, og at man finder færre kvinder i ledelsen af virksomhederne. Når virksomhederne ansætter medarbejdere, søger man medarbejdere med de rette kvalifikationer og den stærkeste motivation - man ser ikke på kønnet.

Piger og drenge vælger fortsat forskellige uddannelser, der peger mod forskellige erhverv og dermed forskellige karrieremuligheder i den private og offentlige sektor. Familierne træffer valg om fordeling af arbejdstid, ansvar over for børn og om pasning af ældre familiemedlemmer, som har konsekvenser for mænd og kvinder og som kan give systematiske forskelle i karrieren og tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det, der især skiller vandene i ligestillingsdebatten, er om man er villig til at tage udgangspunkt i de valg som kvinder, mænd og familier har truffet om uddannelse, beskæftigelse og indretning af dagligdagen. Eller om man lægger op til, at der gennem lovgivning skal opstilles krav, forbud eller anden regulering, som reelt tvinger kvinder og mænd til at gøre andet end det, de egentlig selv ønsker og har valgt.

I dette lys burde de svenske erfaringer være tillokkende. Ved at skabe erhvervsmuligheder på områder, der tiltaler kvinder, er det lykkedes at opnå resultater, som i andre tilfælde efterstræbes med forslag om tvang eller regulering. Når der i disse brancher skabes succesfulde kvindelige iværksættere og virksomhedsledere, vil det selvfølgelig også styrke kvindernes vej ind til ledelsen i andre brancher.

Denne mulighed burde tiltale alle, der prioriterer ligestilling meget højt. Der vil kunne opnås meget markante fremskidt for kvinderne og endda på en måde, der ikke krænker de valg, som borgerne ønsker at træffe frivilligt. Så burde vi ikke hurtigst muligt tage ved lære af Sverige og give danske kvinder de samme muligheder som de svenske?

Men hvor er den politiske debat, når det gælder at fremme denne form for nytænkning?

Desværre viste f.eks. debatten i tiden omkring kvindernes kampdag i marts en aldeles nedslående stagnation i den politiske ideudvikling på venstrefløjen. På selve kampdagen argumenterede Yildiz Akdogan S, Trine Pertou Mach SF og Johanne Schmidt-Nielsen EL i Politiken for ligestillingsinitiativer fra den klassiske venstrefløjskole, der uden forbehold argumenterer for massiv regulering af arbejdsmarkedets og familiernes forhold. Forfatterne synes ikke det er nok, at der er ligeløn i Danmark (dvs. samme løn for samme arbejde). Det skal også gøres til et politisk krav, at lønnen skal udlignes mellem mænd og kvinder, uanset om de udfører forskellige jobs. Fastsættelse af lønninger er ellers noget vi i Danmark i overensstemmelse med den danske arbejdsmarkedsmodel overlader til frie forhandlinger mellem lønmodtager og arbejdsgiver eller mellem overenskomstparterne på arbejdsmarkedet. Tilsvarende lægges der op til politisk regulering af den måde familierne vil indrette sig på, f.eks når det gælder barselorlov.

Ligestillingsordførerne fra S og SF Julie Rademacher og Pernille Vigsø Bagge har sammen leveret et ligestillingsoplæg, som også betjener sig af tvang frem for at udvikle holdninger og adfærd. Det gælder f.eks. forslaget om kvoter for mænd og kvinder i selskabsbestyrelser.

Nytænkningen i ligestillingsdebatten kom fra helt andre kanter. F.eks. lagde redaktørerne af Damefrokosten.com Lea Stentoft og Camilla-Dorthea Bundgård i Berlingskes kronik 20.2. op til en samlet ligestillingspolitik, der med udgangspunkt i at understøtte frie menneskers personlige valg, sigter mod at skabe lige muligheder for mænd og kvinder. Det gælder f.eks. undervisningen i folkeskolen, forholdene for etniske minoriteter, forældrenes rettigheder og skattepolitikken.

Men også de to radikale folketingskandidater Tina Fischer og Christian Donatzky bistået af RU-formanden Simon Dyhr lægger kraftig afstand til traditionel socialistisk ligestillingspolitik ved i Berlingske den 14.2 at kræve, at ligestillingspolitik skal tage udgangspunkt i hensynet til den personlige frihed og i respekt for den private ejendomsret.

Debatten viser, at der er rigtig mange politisk interesserede, der hver på sin måde ønsker at arbejde for at fremme ligestillingen. Man kunne håbe, at den store interesse betyder, at der vil være kraftig støtte til at omplante de svenske erfaringer til det danske arbejdsmarked.

Det er formentlig ukompliceret for borgerligt liberale partier at udvide det traditionelle arsenal af argumenter for offentlige udbud og udlicitering til også at omfatte den positive betydning for ligestillingen af kvinder i erhvervslivet.

Derimod vil det være spændende, at høre S og SF’s overvejelser om denne mulighed. I mange sammenhænge har de to partier vendt sig mod inddragelse af private virksomheder i løsningen af offentlige velfærdsopgaver. I ”Fair Løsning” er fokus snarere på at vanskeliggøre udlicitering end at fremme den. Det er formentlig ud fra et ærligt socialistisk ønske om, at velfærdsopgaver skal løses i det offentlige. Men når nu prisen viser sig at være færre kvindelige iværksættere og ledere i erhvervslivet. Hvad er så det vigtigste socialisme eller ligestilling?

Bragt i Berlingske d. 28. april 2011