For mange vurderes som uddannelsesparate

Nye tal for 9. og 10. klasses elevers optag på uddannelser tyder på, at for mange vurderes klar til at tage en erhvervsuddannelse

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort tal for, hvad 9. og 10. klasses elever går i gang med af uddannelser og aktiviteter efter sommerferien.

De elever, der har søgt ind på en erhvervsuddannelse eller et alment gymnasium, har fået deres uddannelsesparathed vurderet.

Tallene viser, at 1,5 pct. af eleverne, der har søgt optagelse på en erhvervsuddannelse, er vurderet til ikke at være uddannelsesparate.

Direktør Henrik Bach Mortensen:

”Det ville være glædeligt, hvis hele 98,5 pct. af de kommende erhvervsuddannelseselever har forudsætningerne for at tilegne sig ungdomsuddannelsen. Men med tanke på de svage kvalifikationer, som mange elever forlader folkeskolen med, er det desværre usandsynligt, at det er tilfældet.

Vi frygter, at vurderingen af elevernes uddannelsesparathed ikke er dækkende for de reelle elevkompetencer. Konsekvensen vil være, at der fortsat vil være mange elever, som begynder på en erhvervsuddannelse uden kompetencerne til at fuldføre den.

Viser det sig, at vurderingen af uddannelsesparathed i dets nuværende form ikke reelt bidrager til at sænke frafaldet på erhvervsuddannelserne, bør alle parter arbejde for, at vurderingen af uddannelsesparathed ændres inden næste forår.”

Uddannelse
5. maj 2011
KONTAKT
Chefkonsulent
Berit Toft Fihl
33 38 93 90
btf@da.dk
LINKS
Notat med tal for optag og uddannels­esparathed