Dagpengesystemet skal øge dynamikken

Med en dagpengeperiode på 2 år vil Danmark stadig være et af de lande i OECD, der har længst dagpengeperiode. Og dækningen er høj.

Af administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Den halvering af dagpengeperioden, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti i 2010 gjorde til en del af genopretningsplanen svarer helt til Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger i rapporten ’Velfærd kræver arbejde’ fra 2009. Der er nemlig tale om et såre fornuftigt skridt, og hvis der er noget, som kan undre ved det forslag, så er det alene, at det først er ved at blive gennemført nu. En toårig dagpengeperiode placerer sammen med det høje ydelsesniveau nemlig fortsat Danmark som et af de mest rundhåndede OECD-lande.

I de senere dage har debatten kredset om konsekvenserne af en forkortet dagpengeperiode. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gætter på, at 20.000 personer vil falde ud af dagpengesystemet, når overgangen fra en fireårig til en toårig dagpengeperiode er fuldt implementeret. Det er helt i skoven. Alle erfaringer fra tidligere opstramninger viser, at tendensen til at finde arbejde stiger voldsomt, når muligheden for at få overførselsindkomst slutter. Sådan er det i dag, når den fireårige periode slutter, og sådan vil det være fra næste sommer, når den nye toårige periode er indfaset.

Analysebureauet Rambøll har haft samme fokus i en ny rapport bestilt af Københavns kommune: ”Dagpengemodtagere i fare for at falde for den forkortede dagpengeperiode i Københavns kommune”. Tallene viser, at ca. 50 personer om måneden eller 650 på årsbasis risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Antager man, at disse tal for Københavns kommune er repræsentative for hele landet, så vil 4.800 personer falde ud af dagpengesystemet på landsplan. Med andre ord vurderer Rambøll altså tallet til at være blot en fjerdedel af forudsigelserne fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Tallet bør under alle omstændigheder forpligte, jobcentrene og a-kasserne til at gøre en særlig indsats. Det er muligt at minimere antallet af personer, der gerne vil og kan arbejde, og som mister retten til dagpenge.

Hensigten med den kortere dagpengeperiode er på ingen måder, at ledige skal falde ud af systemet. Hensigten er derimod at få et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor de samme personer ikke er ledige i årevis. Dagpengesystemet skal være det sikkerhedsnet, der understøtter at medarbejdere kommer fra det ene job til det næste. Det må aldrig blive til varig forsørgelse.

Bragt i Altinget/Arbejdsmarked 8.september 2011