Vilde overdrivelser om dagpenge

Af Henrik Bach Mortensen, direktør, Dansk Arbejdsgiverforening

En af valgkampens mest horrible påstande var, at 38.500 personer ville miste retten til dagpengene næste sommer. Påstanden blev plantet for at spænde ben for den forkortelse af dagpengeperioden, som ”reformflertallet” i Folketinget støtter. Uafhængige og seriøse analyser peger i retning af, at alene ganske få tusinde er i risiko for at miste dagpengedækningen.

Forhandlingerne om et kommende regeringsgrundlag bør basere sig på dette faktum og ikke den løsagtige myte, der blev næret i valgkampens hede.

Der var solide begrundelser for at vedtage en forkortelse af dagpengeperioden.

For det første var dagpengeperioden i Danmark meget længere, end i lande vi normalt sammenligner os med. Og forkortelsen var såmænd blot en naturlig forlængelse af den udvikling, der startede med Nyrup-regeringens reduktion af dagpengeperioden.

For det andet viser tidligere erfaringer, at forkortelse af dagpengeperioden betyder, at mange ledige kommer langt tidligere i arbejde. Det skyldes helt forudsigeligt, at ledige får stærkere og tidligere tilskyndelser til at finde arbejde. Formentligt gør både jobcentrene og A-kasserne også en større indsats for at hjælpe ledige, når deres forsikringsperiode er ved at rinde ud.

For det tredje må også dette område bidrage til at begrænse de massive offentlige udgifter.

Påstanden om, at 38.500 ville ”falde ud” af dagpengesystemet blev baseret på oplysninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der så sandelig optrådte som S-SF-kampagnesekretariat i valgkampen. Men AE har – om end noget lavmælt – selv lagt afstand til denne tolkning.

Beskæftigelsesministeriet har anslået, at 2.000-4.000 vil miste retten til dagpenge. Senest har Københavns Kommune fået udarbejdet en analyse hos Rambøll – og den peger i retning af, at 4-5.000 personer risikerer at miste retten til dagpenge.

Uanset om Rambøll eller Beskæftigelsesministeriet har mest ret, er der altså tale om et meget lavere antal, end det blev fremført i valgkampen, og som senest blev gentaget i TV-Avisen søndag den 18. september.

Hvis jobcentrene og A-kasserne viser det fornødne initiativ, bliver antallet endnu mindre.

Dagpengesystemet skal understøtte to målsætninger. For det første skal systemet være en forsikringsordning, der sikrer en forholdsmæssig erstatning af den indkomst man i en midlertidig periode har tabt. For det andet skal dagpengesystemet i samspil med beskæftigelsespolitikken sikre, at ledige har en tilskyndelse til at forlade dagpengesystemet igen – det skal kunne betale sig at arbejde.

Den vedtagne forkortelse af dagpengeperioden til to år går hånd i hånd med disse krav samtidig med, at reformen sikrer et større udbud af arbejdskraft på arbejdsmarkedet og en reduktion i de alt for høje offentlige udgifter.

Der er altså al mulig grund til, at Folketingets ”reformflertal” fastholder den to-årige dagpengeperiode.

Bragt i Berlingske d. 20. september 2011