Ikke i mål med kønsopdelt lønstatistik

Mange virksomheder tilvejebringer ikke en kønsopdelt lønstatistik, viser ny undersøgelse fra SFI. Inden for DA og FA-området udarbejder flere virksomheder en kønsopdelt lønstatistik end blandt øvrige virksomheder.

SFI har i dag offentliggjort en rapport, der viser, at mange virksomheder ikke har tilvejebragt en kønsopdelt lønstatistik.

Rapporten viser bl.a. at:

  • Højest en tredjedel af virksomhederne omfattet af loven har tilvejebragt en kønsopdelt lønstatistik eller en ligelønsredegørelse.
  • Halvdelen af virksomhederne i DA og i finanssektoren (FA) efterlever lovens bogstav mod 20 procent blandt øvrige
  • Mere end otte ud af ti medarbejderrepræsentanter og ledere svarer, at statistikken ikke bidrager med ny viden. Og to ud af tre ledere og medarbejderrepræsentanter mener, at der er enighed om, hvad statistikken viser
  • Virksomheder, der ikke præsenterer statistik eller redegørelse, begrunder det med ukendskab til loven – en fjerdedel begrunder det med, at de ikke mente, at de var omfattet af loven

Chefkonsulent Lise E. Bardenfleth:

”Loven er ikke slået igennem endnu som tiltænkt. Selv om DA og FA’s medlemsvirksomheder i lidt højere grad enten udarbejder kønsopdelt lønstatistik eller ligestillingsredegørelse, så der afgjort plads til forbedringer.

Arbejdsmarkedets parter har påtaget sig ansvaret og har indarbejdet ligelønslovgivningen i de fleste overenskomster ved forhandlingerne i 2010. Der er etableret et ligelønsnævn på DI/CO-Industris område og man er i øjeblikket ved at aftale ligelønsnævn på flere andre områder.

Ligestilling har i mange år været et tema, der kan behandles i samarbejdsudvalgene. Uanset om virksomhederne vælger at udarbejde en redegørelse eller en statistik, så kan det indgå i samarbejdsudvalgets drøftelser.

DA har samtidig udarbejdet et statistikværktøj, som stilles til rådighed for virksomhederne, så de har let adgang til statistikken.

Mange virksomheder er ikke opmærksomme på loven om kønsopdelt lønstatistik, viser SFI’s undersøgelse. Der er brug for at øge kendskabet for at nå i mål. DA støtter derfor SFI’s anbefaling om at øge informationen til virksomhederne.”

Personale og administration
16. december 2011
LINKS
Pressemeddelelse fra SFI