Hvor er bøffen?

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Politisk lever vi i spændende tider. Det gælder i USA, hvor befolkningen står ved starten af et lille års præsidentvalgkamp, og det gælder i Danmark, hvor den nye regering fortsat arbejder med at fylde konkret indhold i det ambitiøse regeringsgrundlag. Begge steder er den økonomiske krise i centrum.

Samtidigheden leder tankerne hen på et af de mest lammende spørgsmål i nogen amerikansk valgkamp. Ved primærvalgene i starten af 1984 efterlyste den tidligere vicepræsident Walter Mondale aggressivt det reelle indhold i sin demokratiske modkandidat Gary Harts økonomiske politik. ”Where is the beef?”, eller ”hvor er bøffen i burgeren?” lød spørgsmålet til senator Hart, som slet ikke kunne gøre rede for indholdet af sine stort anlagte reformplaner.

Efter nytårstalen er statsminister Helle Thorning-Schmidt blevet konfronteret med nogenlunde det samme spørgsmål: hvad er det konkrete indhold i regeringens økonomiske politik?

Der er ikke tvivl om, at både regeringsgrundlaget og nytårstalen satte mange rigtige og nødvendige rammer for den økonomiske politik.

Regeringsgrundlaget fastslår, at der skal gennemføres politiske reformer, der skal styrke konkurrenceevnen og øge arbejdsudbuddet med 28.000 personer. Regeringen lover også en skattereform, der skal sænke ”skatten på arbejde markant” og som skal øge arbejdsudbuddet med yderligere 7.000. Men før det nærmere indhold af reformdagsordenen overhovedet er fremlagt, har regeringen selv forøget reformkravene med 4.000 personer. Det fremgik af deres egen ”Økonomisk Redegørelse” kort før jul.

Erhvervslivet og befolkningen venter nu spændt på det konkrete indhold af reformerne.

Når det gælder virksomhedernes konkurrenceevne, er situationen desværre ikke blevet forbedret. Tværtimod. Regeringen har gennemført øgede afgifter for virksomhederne og skærpet beskatningen. Det svækker både beskæftigelsen og virksomhederne. Det samme gælder de øgede forbrugsafgifter. Herudover må virksomhederne fortsat tage truslen fra S-SF-valgprogrammet ”Fair Løsning” om nye lønafgifter (f.eks. arbejdsmiljøafgifter) meget alvorligt.

Indtil nu er der snarere ført en politik, der driver arbejdspladser ud af landet end en politik, der overbeviser danske eller udenlandske virksomheder om, at de skal placere deres investeringer i Danmark.

Økonomisk vækst og holdbare offentlige finanser forudsætter, at flere arbejder i erhvervsvirksomhederne og at færre ressourcer bliver brugt af det offentlige.

Regeringen har annonceret politiske reformer, der skal bringe 39.000 flere ud på arbejdsmarkedet. Derudover håber regeringen på yderligere et bidrag fra trepartsdrøftelser.

Reformerne skal rette sig mod førtidspension, fleksjobs, integration, kontanthjælp, beskæftigelsespolitik samt tiltrække arbejdskraft fra udlandet. Hertil kommer effekten af en skattereform.

Der er tale om meget ambitiøse mål for reformerne.

Når det gælder førtidspension og fleksjob, er forventningerne til reformer tidligere sat til ca. 4.000 personer. Og udviklingen går den gale vej. Der er netop påvist en massiv vækst i antallet af indvandrere på førtidspension.

Regeringen ønsker, at netop integration af indvandrere skal yde et væsentligt bidrag. Men der er endnu ikke fremlagt nogen initiativer. Tværtimod betyder den vedtagne afskaffelse af bl.a. kontanthjælpsloftet og starthjælpen, at færre indvandrere finder vej til arbejdsmarkedet.

Regeringen ønsker at ændre beskæftigelsespolitikken og kontanthjælpssystemet, så flere kommer i arbejde. Det er hensigter, alle støtter. Men der skal nye og mere konkrete boller på suppen. Tankerne om tvangsaktivering i beskæftigelse af kontanthjælpsmodtagere kan måske bidrage, men det er et vanskeligt redskab. Hvilke job står umiddelbart til rådighed? Konsekvensen kunne meget vel blive en fortrængning af helt ordinære arbejdspladser, og det løser ikke det grundlæggende problem, at det for en del kontanthjælpsmodtagere ikke kan betale sig at arbejde.

Regeringen ser rigtigt med sit ønske om at tiltrække flere udlændinge til det danske arbejdsmarked. Men hvad skal virkemidlerne være?

Ønskerne om reformer peger altså i den rigtige retning. Men desværre trækker regeringens hidtidige initiativer i den forkerte. Og samtidig er der uhyggeligt langt fra de spage reformplaner til de konkrete mål om øget arbejdsstyrke.

Regeringen kommer ikke uden om at tage fat i andre og mere markante initiativer.

Statsministeren udtrykte i nytårstalen ”dyb respekt for mennesker, der hver dag går på arbejde og forsørger sig selv og deres familie”. Men det er næppe nok med statsministerens venlige respekt. Det skal også kunne betale sig at arbejde. Der er alt for mange, der kan konstatere, at de ikke får mere ud af at gå på arbejde end personer på offentlig forsørgelse, som er i stand til at arbejde.

Et effektivt arbejdsmarked stiller ikke krav om en uværdig levestandard for syge eller alvorligt handicappede, der lever af offentlige ydelser. Men har man sin arbejdsevne i behold, skal de offentlige ydelser ligge på et niveau, som indebærer et markant incitament til at være aktiv på arbejdsmarkedet.

Regeringens egen målsætning om finanspolitisk holdbarhed forudsætter en helt ny tilgang til den offentlige sektor. Skal den samfundsøkonomiske ligning gå op, skal de offentlige opgaver løses for langt færre skattekroner.

I erhvervsvirksomheder inden for f.eks. industri og landbrug er produktiviteten øget betydeligt gennem årtier. Hver ansat præsterer meget mere end tidligere. Den samme udvikling skal finde sted i den offentlige sektor. Hver enkelt offentlig ansat skal levere mere. Og de ledelsesansvarlige på alle niveauer i den offentlige sektor skal kunne påtage sig den opgave, det er at stå i spidsen for en sådan udvikling. Ellers bliver en kraftig beskæring af den offentlige service og af velfærdsydelserne uundgåelig.

Regeringen fortjener ros, fordi den i regeringsgrundlag og nytårstale har synliggjort, hvor monumentale opgaver Danmark står overfor, hvis vi ønsker at bevare et velfærdssamfund, som sikrer alle danskere en god tilværelse.

Derfor er det afgørende, at regeringen holder fokus på de økonomiske udfordringer og gennemfører de nødvendige reformer. Der er ikke plads til andre og mere ideologisk bestemte dagsordener, som svækker samfundsøkonomien.

For at vende tilbage til sammenligningen mellem amerikansk og dansk politik, så havde Bill Clinton fuldstændig ret i sin effektive valgkamp i 1992, da han knuste den tabende præsident Bush med sin konstatering af, hvad der betød noget: ”It’s the economy, stupid”!

Bragt i Berlingske d. 7. januar 2012