Ingen bliver raske af at være på sygedagpenge

Af borgmester Erik Nielsen, formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg, og direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Jo længere tid man er syg, jo sværere er det at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det viser alle erfaringer. KL og DA mener, at flest muligt, hurtigst muligt skal tilbage til arbejdsmarkedet – og helst så hurtigt, at de kan vende tilbage til deres hidtidige job. Sygefravær er ikke godt for nogen. Hverken for den enkelte, for samfundet eller for arbejdsgiverne.

Et af redskaberne til at sikre, at flest muligt vender tilbage til arbejdsmarkedet er, at sygedagpenge er en midlertidig ydelse. Det giver et incitament til tidlig indsats, at sygedagpengene ophører på et tidspunkt. Hos borgeren har tidsbegrænsningen ligeledes en motivationseffekt, der har en indvirkning på hele sygeforløbet. Allerede meget tidligt i sygdomsforløbet kan kommunerne bruge denne motivation som redskab og i fællesskab med den sygemeldte og arbejdspladsen sikre, at perioden på sygedagpenge udnyttes bedst muligt.

KL og DA mener derfor, at regeringen under ingen omstændigheder bør gå videre med planerne om at ophæve den gældende varighedsbegrænsning på et år for sygedagpengene.

En længere sygedagpengeperiode vil føre til, at flere mister deres arbejde, at arbejdsstyrken falder og, at de offentlige udgifter stiger. Og det er alt sammen det stikmodsatte af regeringens reformdagsorden.

Regeringen har fået pæne karakterer for sit udspil til en reform af førtidspension og fleksjob. Det er reformer, der klart trækker i retning af, at den enkeltes erhvervsevne skal bruges, men også reformer, der bygger på en mere fleksibel hjælp til de personer, som ikke i øjeblikket har fuld erhvervsevne.

Førtidspensions- og fleksjobreformen skulle gerne resultere i, at færre bliver ekskluderet fra fællesskabet med andre mennesker på arbejdsmarkedet samtidig med, at de offentlige kasser kan spare milliader af kroner.

Overvejelser omkring sygedagpenge bør tage samme udgangspunkt som reformen på førtidspensionsområdet. Og her peger regeringen hidtidige overvejelser i den gale retning.

Sygedagpenge har i årtier været en midlertidig ydelse, som en sygemeldt kan modtage i 52 uger. Men der har herudover været mulighed for, at borgere i en række indlysende tilfælde kunne få perioden forlænget, hvis det gav god mening i forhold til behandling og helbredelse, eller hvis der var tale om meget alvorlige livstruende sygdomme.

Statistikken viser, at der årligt er knap 430.000 personer, der i kortere eller længere tid modtager sygedagpenge. 36.000 forløb har en varighed på 52 eller mere. 80 pct. af disse får forlænget sygedagpengeperioden ud over den almindelige varighedsgrænse på 52 uger, mens 8.000 forløb årligt stopper på grund af varighed eller ophør af forlængelsesmuligheder. Det svarer til knap 2 pct. af alle de personer, der årligt er i berøring med sygedagpengesystemet.

En rundspørge blandt kommuner viser, at de der typisk falder for varighedsbegrænsningen dels, er personer, der føler sig syge, men hvor lægerne ikke kan stille en diagnose, og dels er personer med et langt arbejdsliv bag sig, som føler sig slidte, men som ikke opfylder betingelserne for at få pension eller et fleksjob.

En del af de personer, der falder for varighedsbegrænsningen går heldigvis i beskæftigelse. Herudover er der en del, som vil være berettiget til en anden offentlig forsørgelse som dagpenge eller kontanthjælp. Men der er også en mindre del, som mister retten til offentlig forsørgelse på grund af den gensidige forsørgelsespligt, der er mellem ægtefæller.

Der er al mulig grund til at forvente, at en ophævelse af varighedsbegrænsningen vil blive en bekostelig øvelse. Ikke kun fordi der er udgifter til forsørgelse af flere, men fordi det vil betyde, at varighederne på sygedagpenge vil stige generelt. Regeringen har selv skønnet, at en ophævelse af varighedsbegrænsningen vil medføre merudgifter for det offentlige for 1/4 mia. kr. Forventningen om en så betydelig regning harmonerer dårligt med, at regeringen selv fastslår, at den kun vil ophæve begrænsningen, hvis det kan ske ”økonomisk forsvarligt”.

I det hele taget er det svært at forstå regeringens bevæggrunde, når man tager i betragtning, at embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet i et nyt notat vurderer, at: ”varighedsbegrænsningen indebærer kortere sygeperioder, og at varighedsbegrænsningen øger det effektive arbejdsudbud.”

At tingene hænger sådan sammen understøttes af erfaringer fra Sverige. Svenskerne havde nemlig tidligere intet loft på, hvor længe man kunne få sygedagpenge. Men da man i 2008 strammede sygedagpengeloven i Sverige og indførte en varighedsbegrænsning, faldt sygefraværet markant.

Varighedsbegrænsningen på sygedagpenge sender således et klart signal til alle. Sygedagpenge bør være en ydelse, som man kun bør kunne modtage i en afgrænset periode.

Vi er derfor overordentlig bekymrede for, at ophævelsen af varighedsbegrænsningen kommer til at trække i en helt forkert retning, som vil medvirke til, at flere er syge i længere tid. Erfaringerne taler deres tydelige sprog. Jo længere tid, man er sygemeldt, jo større risiko er der for, at sygemeldte permanent forlader arbejdsmarkedet.

Regeringens planer med varighedsbegrænsningen vil øge presset på arbejdsudbuddet, og baseret på de svenske erfaringer er det meget sandsynligt, at regeringens regnestykke ikke kan holde, og at udgifterne bliver langt højere end ¼ mia. kr.

Uanset om man læser i regeringsgrundlaget eller uafhængige økonomiske analyser, så står det mejslet i granit, at Danmarks største udfordring er at øge arbejdsudbuddet. Derfor skal alle væsentlige love og reformer bedømmes på kriteriet om, hvorvidt de øger antallet af medarbejdere, som er til rådighed for den private og den offentlige sektor.

Derfor er vi stærkt optaget af, at nye politiske initiativer også på sygefraværsområdet støtter op om at bringe den sygemeldte hurtigst muligt tilbage til arbejde. Det er godt for den enkelte, samfundet og kommunernes økonomi samt private og offentlige virksomheder.

Både KL og DA deltager gerne i et arbejde om at forbedre rammerne for en målrettet sygefraværsindsats for at sænke sygefraværet.

Det er kun få år siden, at Folketinget gennemførte et stort antal ændringer i lovgivningen om sygefravær og sygedagpenge. Heldigvis kunne stort set alle disse initiativer gennemføres på baggrund af politiske aftaler mellem regeringen, kommunerne, lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Det var aftaler, der var skarpt fokuserede mod aktivt at bringe flere hurtigere fra sygdom tilbage i beskæftigelse.

Overvejelser om ændringer i sygedagpengeperioden bør have samme fokus, og derfor må en ophævelse af periodebegrænsningen opgives.

Konkret kan KL og DA f.eks. pege på, at det vil være muligt at forbedre indsatsen for lavere sygefravær ved at tage fat på følgende områder:

Der er brug for, at lægerne på en meget mere aktiv måde går ind og hjælper de sygemeldte med at fokusere på det de kan frem for ensidigt at fokusere på sygdommen. Det kan bl.a. understøttes af et mere offensivt samspil mellem læger, kommuner og virksomheder, hvor målet ikke er at stemple folk med alt det, som de ikke kan, men at fokusere på mulighederne - trods sygdom.

KL og DA mener også, at der med fordel kan ske en styrkelse og koordinering af den tværgående indsats. Det kræver et langt bedre samarbejde mellem sygehuse, læger, kommunen, virksomhed og den enkelte, sådan at indsatsen kan bliver tilrettelagt mere præcist for de involverede.

Sygefravær er ikke godt for nogen. Hverken for den enkelte, for samfundet eller for arbejdsgiverne – offentlige som private.

Der er ingen, der bliver raske af at modtage sygedagpenge i meget lang tid.

Bragt i Berlingske 16. marts 2012