Arbejdsulykker skal anmeldes

Anmeldelser er også i virksomhedernes interesse.

En ny undersøgelse foretaget for LO af Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital peger på, at mange arbejdsulykker ikke anmeldes. Det er en kendt problemstilling, som også indgår i Arbejdsskadestyrelsens arbejde, men den nye undersøgelse tegner et billede af, at manglende anmeldelser udgør et større omfang end hidtil antaget.

Virksomhederne har ingen interesse i, at arbejdsulykker ikke anmeldes. Hvis en arbejdsulykke ikke anmeldes kan forsikringsselskaberne i en række tilfælde afvise at udbetale erstatning. Derfor løber virksomhederne en økonomisk risiko ved manglende anmeldelse, da de i sidste instans kan komme til at betale erstatning til medarbejderen af egen lomme.

Arbejdsmiljøchef Karoline Klaksvig udtaler:

”Det er i virksomhedernes egen interesse, at arbejdsulykker bliver anmeldt. Derfor kan vi tilslutte os forslagene om at lade skadestuer og praktiserende læger anmelde arbejdsulykkerne.

Det er væsentligt, at der bliver sat fokus på problemet med manglende anmeldelser. I en tidligere undersøgelse fra Arbejdsskadestyrelsen konstaterede man også, at en del arbejdsulykker ikke blev anmeldt. Omfanget af manglende anmeldelser var dog noget lavere, end hvad den seneste undersøgelse fra LO viser.”

Arbejdsmiljø
31. maj 2012
KONTAKT
Chefkonsulent
Lena Søby
33 38 92 50
lsb@da.dk