Fasthold reformsporet

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Reformer skal fremtidssikre dansk økonomi og grundlaget for flere arbejdspladser. Derfor bør regeringen skrue op for reformambitionerne.

Regeringen har gennemført og fastholdt en række væsentlige reformer. Det gælder reformerne om efterløn, dagpenge, budgetlov, førtidspension og senest kontanthjælp og SU. Det er afgørende, at reformsporet fortsættes med en vellykket gennemførelse af de to bebudede reformer af beskæftigelsespolitikken og erhvervsuddannelserne.

Reformerne, som regeringen har gennemført med et bredt flertal i Folketinget, har alle haft fælles formål, som handler om at styrke dansk økonomi, sikre holdbare offentlige finanser, vækst i erhvervsvirksomhederne, nye arbejdspladser og et grundlag for bevarelse af velfærdssamfundet. Om alle reformerne gælder, at de kunne have været mere ambitiøse, men de peger alle i den rigtige retning.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og børne- og undervisningsminister Christine Antorini bør formulere markante ambitioner for deres reformer af henholdsvis beskæftigelsespolitikken og erhvervsuddannelserne. Ambitioner om at bidrage yderligere til fremtidssikringen af dansk økonomi. Hvis det er udgangspunktet, kan der opstilles en række afgørende krav, som reformerne, skal leve op til.

Beskæftigelsesministeren har lagt op til et helt grundlæggende opgør med den hidtidige beskæftigelsespolitik. Ministeren har konstateret, at der bruges alt for mange penge til et system, der har udviklet sig bureaukratisk og meningsløst – ministeren har ønsket, at beskæftigelsespolitikken ”skal tilbage til virkeligheden”.

Ministerens ønsker kan faktisk realiseres ret simpelt, hvis beskæftigelsespolitikken indrettes efter nogle helt grundlæggende principper, der peger i retning af de basale formål med beskæftigelsespolitikken, nemlig, at de ledige hurtigst muligt skal i arbejde, og at virksomhederne hurtigst muligt skal kunne ansætte de medarbejdere, der er brug for.

Langt de fleste jobs i erhvervsvirksomheder (ca. 95%) besættes uden, at de offentlige jobcentre, A-kasserne eller andre myndigheder har været direkte indblandet. Virksomhederne og de ledige finder oftest hinanden på et velfungerende arbejdsmarked. Det bedste beskæftigelsespolitikken kan bidrage med er at understøtte denne automatik. Så dette bør være reformens fornemmeste formål. Det kalder på en række initiativer:

Der skal være stærkere økonomiske tilskyndelser for den ledige til at søge alle tænkelige jobs, som han eller hun kan bestride. Det er uholdbart, at så mange jobs besættes af udlændinge, selv om der er mange ledige danskere, der kunne besætte dem. Her må jobcentre og A-kasser have stærkere forpligtelser til at motivere og anspore de ledige til at gå efter de mange jobs, der besættes hver eneste dag. Samtidig skal det have større økonomisk konsekvens ikke at tage imod et job, man faktisk kunne bestride, mens man modtager dagpenge eller kontanthjælp.

Den største del af det forhadte bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen er en konsekvens af statens ønske om at styre og kontrollere kommunernes indsats i deres jobcentre. Stort set alt dette bureaukrati kunne afskaffes, hvis kommunerne samtidig med opgaverne i beskæftigelsespolitikken kom til at bære de økonomiske konsekvenser af den lokale ledighedsudvikling. En vellykket indsats for at bringe ledigheden ned, ville spare penge til understøttelse og aktivering af ledige.

Et sådant økonomisk ansvar ville fremme kommunens brug af de aktiveringsredskaber, der hurtigst bringer ledige i jobs. Der ville være fokus på en effektiv kontakt til de ledige, der kunne inspirere til målrettet jobsøgning. Og uddannelses- og andre aktiveringsinitiativer ville satse på aktiviteter, som hurtigst muligt kunne føre til beskæftigelse. Det ville for alvor være slut med det, der er blevet kaldt ”hovedløs” aktivering.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har ret i, at alt for mange jobcentermedarbejdere har behov for at komme ud i ”virkeligheden”. Jobcentrene skal forstå, at virksomhederne er deres kunder og samarbejdspartnere. Hvis jobcenteret skal skaffe jobs til de ledige, skal man vide, hvilke medarbejdere virksomhederne efterspørger. Der er behov for lidt af en” kulturrevolution” i jobcentrene. Der skal sikres en effektiv ledelsesindsats i centrene, som fastslår jobcenterets rolle i forhold til virksomhederne, og som opdyrker den kundeorienterede servicekultur, der er en selvfølge i private virksomheder.

En mere velorganiseret og meningsfuld beskæftigelsesindsats vil både være til gavn for virksomheder og ledige. Men det vil sandelig også forbedre den offentlige økonomi. Det beskæftigelsessystem, som ministeren helt berettiget ønsker at reformere, er op til dobbelt så dyrt i Danmark som i mange sammenlignelige lande!

Der er et skrigende behov for, at børne- og undervisningsminister Christine Antorini påtager sig, at gennemføre en reform af erhvervsuddannelserne, som understøtter muligheden for vækst i de private virksomheder. Det siger sig selv, at den nødvendige vækst i virksomhederne kun er mulig, hvis der fremover findes medarbejdere med de rette erhvervsrettede kompetencer.

Gennem de seneste mere end fyrre år har der været en massiv vækst i beskæftigelsen i den offentlige sektor. Den offentlige beskæftigelse er steget fra et par hundrede tusinde til omkring trekvart million. Samtidig er den private sektor skrumpet relativt. Det er en udvikling, der skete sideløbende med, at stadig flere unge valgte uddannelser, der rettede sig mod den offentlige sektor: bibliotekarer, sygeplejersker, lærere osv. På det seneste har denne udvikling resulteret i et absurd valg af ungdomsuddannelser af de børn og unge, der forlader folkeskolen. I 2012 valgte næsten 2/3 af de 17-årige gymnasiet efter 9. klasse, mens under en femtedel valgte en erhvervsuddannelse, der bl.a. retter sig mod handels-og servicevirksomheder eller håndværk og industri.

Hvis vi ikke ændrer udviklingen i de unges valg af ungdomsuddannelser, er der en alvorlig risiko for, at de erhvervsrettede uddannelser i realiteten afskaffes gennem de unges fravalg! Vi ville få et Danmark med kun en ungdomsuddannelse: gymnasiet.

Regeringens økonomiske politik bygger på, at der i fremtiden først og fremmest skal være vækst i de private erhvervsvirksomheder. Derfor skal der også gennemføres en reform af ungdomsuddannelserne, så flere vælger en erhvervsrettet udannelse.

Det har i en årrække heddet sig, at mange forældre opfordrede deres børn, til at vælge et ”trygt arbejdsliv” ved at satse på gymnasiet og et sikkert job i den offentlige sektor. Men den tid er forbi. Antallet af jobs i den offentlige sektor skal reduceres, og på stadig flere punkter bliver det helt nødvendigt at stille de samme krav om effektivitet og arbejdstid i den offentlige som i den private sektor. Så de forældre, der ønsker at vejlede deres børn i retning af et arbejdsliv med gode beskæftigelsesmuligheder, bør satse på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Men dette scenarium stiller til gengæld store krav til de ændringer af de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, der skal komme ud af Christine Antorinis reform.

Erhvervsuddannelserne skal absolut ikke længere tynges af uddannelsessociale opgaver ved at optage unge helt uden de nødvendige kvalifikationer. Det svækker nemlig mulighederne for at uddanne de medarbejdere til erhvervslivet, som skal gøre det muligt for danske virksomheder at konkurrere med Tyskland, Sverige og Kina.

Niveauet i erhvervsuddannelserne skal hæves – i mange tilfælde markant. Derfor bliver det også nødvendigt at indføre adgangskrav. Erhvervsuddannelserne skal fremover både kunne være bredt fagligt kvalificerende med henblik på eventuel videreuddannelse, og de skal kunne understøtte et ønske om en dybdegående specialistuddannelse på et snævert fagområde.

Forhåbentlig vil det vise sig, at Mette Frederiksen og Christine Antorini vælger det reformspor, der skal styrke vækst, beskæftigelse og velstand. I modsat fald bliver der desværre tale om et brud med det reformspor, som nu to regeringer hidtil har lagt skinnerne ud for.

Bragt i Berlingske 27. april 2013