Mere beskæftigelse for pengene, tak!

Af direktør Henrik Bach Mortensen, Dansk Arbejdsgiverforening

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har bebudet et fuldstændigt opgør med beskæftigelsespolitikken. Det er en udfordring, som arbejdsgiverne meget gerne tager imod. Derfor har DA bl.a. sat dette spørgsmål øverst på dagsordenen på Folkemødet på Bornholm i de kommende dage.

Mette Frederiksen har ret i, at beskæftigelsespolitikken bør reformeres. Gennem mange år har Folketinget og skiftende regeringer opbygget et bureaukratisk, omkostningstungt og ineffektivt system, der hverken sikrer virksomhederne den arbejdskraft, de har brug for, eller som maksimerer sandsynligheden for, at ledige kommer i arbejde.

Internationalt ligger Danmark helt i top, når det gælder udgifter til beskæftigelsessystemet. Alligevel kan det konstateres, at de ledige finder beskæftigelsessystemet meningsløst, ligesom virksomhederne kan konstatere, at beskæftigelsessystemet svigter, for virksomhederne oplever, at de ikke kan rekruttere ledige danske dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, når job skal besættes.

Hele miseren skyldes et ødelæggende miks af håbløst bureaukrati, tåbelige økonomiske incitamenter, manglende ansvarlighed og ideologisk betinget lovgivning.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har selv taget ansvaret for at levere et af de nyeste og mest absurde eksempler på hovedløs beskæftigelsespolitik. Ministeren har – helt sikkert med de bedste intentioner - indført en ordning, hvor virksomhederne uden videre kan få et tilskud på omkring 350.000 kr., hvis virksomheden ansætter en ledig i et år. Det forudsætter blot, at den samtidig har ansat en elev, der er i færd med at tage en erhvervsuddannelse. Heldigvis for statskassen er denne ordning i beskæftigelsessystemet – som mange andre ordninger! – så uforståelig, at virksomhederne enten ikke har opdaget denne mulighed eller simpelthen nægter at tro, at det kan være rigtigt.

Rygtet om denne ordning er dog ved at brede sig blandt virksomhederne, som kan have meget svært ved at afslå så lukrativt et tilbud om penge lige ind på kontoen. I værste (eller mener ministeren måske: ”bedste”?) fald kan ordningen i teorien udløse en samlet regning på et tocifret milliardbeløb. Det siger sig selv, at ordningen er helt uholdbar. Hidtil har regeringen nøjedes med at bekræfte indholdet af ordningen, men har ikke taget initiativ til at afskaffe den.

Arbejdsgiverne tager skarpt afstand fra tilskudsordninger, som forplumrer arbejdsmarkedet. De skaber konkurrenceforvridning mellem virksomhederne, og de skader lediges muligheder for at få helt ordinære job.

Et samlet eftersyn af beskæftigelsespolitikken peger på en række temaer, som bør spille helt centrale roller i en reform. Fra arbejdsgiverside kan der peges på nogle helt centrale aspekter.

Hovedformålet for beskæftigelsessystemet skal være at sikre virksomhederne den arbejdskraft, de har brug for. Det er også den bedste og den direkte vej til at bringe ledige i arbejde. Men jobcentrene kan selvfølgelig ikke løse denne opgave, hvis medarbejderne i jobcenteret ikke har et tæt kendskab til virksomhedernes vilkår og til udviklingen i forskellige brancher på såvel det lokale som det nationale arbejdsmarked. Som beskæftigelsesministeren har slået fast, så er det chokerende, at der findes medarbejdere i jobcentrene, der aldrig har besøgt en virksomhed!

Jobcentrene skal opføre sig over for de ledige og virksomhederne, ligesom en butik i forhold til sine kunder. Jobcentrene er til for sine kunder. Derfor må det være en ledelsesopgave for de ansvarlige at arbejde for, at omgivelserne på arbejdsmarkedet oplever jobcenteret som en servicevirksomhed.

Det kræver både politisk og administrativ ledelse. Kommunalbestyrelserne og borgmestrene, der er ansvarlige for jobcentrene, skal opstille meget klare politiske og driftsmæssige krav til jobcentrene om at levere service til virksomhederne og om at kende til jobåbninger, som ledige skal søge. Samtidig bør jobcenterchefen både måles på og gives redskaber til at sikre størst mulig effektivitet i jobcenteret.

En udvikling i denne retning kan bedst og hurtigst opnås ved at give kommunerne et meget større – og gerne hele – det økonomiske ansvar for resultaterne af beskæftigelsesindsatsen. Det er også det eneste logiske, når kommunerne tillige har det administrative og politiske ansvar. Et sådant større økonomisk ansvar ville indebære, at uoverskuelige mængder af regler, rapporteringer og andet bureaukrati kunne afskaffes. Noget som både medarbejdere og kommuner har skreget på i årevis.

Når den kommunale beskæftigelsesindsats har været bundet op på utallige stive regler skyldes det netop, at regering og Folketing har været utrygge ved at kommunerne skulle have friheden til at forfølge sin egen beskæftigelsespolitik, mens det øvrige samfund måttet betale regningen.

Et større kommunalt økonomisk ansvar ville inspirere kommunerne til at organisere indsatsen bedre. F.eks. ville der opstå en stærk tilskyndelse til at inddrage private virksomheder som vikar- og konsulentvirksomheder i beskæftigelsesindsatsen på områder, hvor de har større ekspertise end kommunens egne medarbejdere.

Beskæftigelsespolitikken fungerer kun hensigtsmæssigt, hvis de ledige også gør deres bedste for at sikre, at de kommer i job hurtigst muligt. Derfor må der gøres op med de situationer, hvor især kontanthjælpssystemet tilskynder ledige til at forblive ledige frem for at tage et job, som de pågældende faktisk kan bestride. Tilsvarende er det nødvendigt at skærpe rådighedsregler og praksis, så vi undgår de mange eksempler, hvor ledige job besættes af udlændinge, mens danske dagpenge- eller kontanthjælpsmodtagere går ledige. Derfor bør jobcentrene kunne udløse sanktioner, når der konstateres manglende rådighed.

Mere kundefokus, bedre ledelse og økonomiske tilskyndelser ville bidrag væsentligt til at løse beskæftigelsespolitikkens hovedopgaver: jobs til de ledige og medarbejdere til virksomhederne. Dermed ville der også være mulighed for at anvende langt færre af skatteydernes penge til forskellige aktiveringsbestræbelser. De seneste år har politikerne i den beskæftigelsespolitiske diskussion boltret sig i eksempler på netop ”hovedløs” aktivering bestående af bl.a. ”pipfuglekurser” og fantasifulde former for organiseret tidsfordriv uden klart formål.

Større ansvarlighed i beskæftigelsespolitikken ville få jobcentrene til at vælge en mere hensigtsmæssig indsats i forhold til de ledige. Som det er nu, anvendes der store summer på aktiveringsinitiativer, som ikke kan forsvares i forhold til den eksisterende viden om, hvor beskæftigelsesindsatsen gør mest gavn.

Der er sikker viden om, at de stærkeste initiativer i forhold til ledige omfatter løbende samtaler og rådgivning om eventuelle jobmuligheder. Omvendt er lange uddannelsesforløb meget bekostelige, og de svækker reelt de lediges opmærksomhed på jobmuligheder. Derfor bør medarbejderne i jobcentrene løbende være i tæt kontakt til de ledige, og uddannelse bør kun anvendes i forløb, som peger frem mod helt konkrete beskæftigelsesmuligheder.

Beskæftigelsesministeren har bedt et ekspertudvalg med formanden for Beskæftigelsesrådet, Carsten Koch, i spidsen om at komme med forslag til en ny beskæftigelsespolitik. Hvis formålet med udvalgets arbejde skal være at foreslå en mere fornuftig beskæftigelsespolitik, kan der ikke være megen tvivl om anbefalingerne. Styrk jobcentrenes kendskab til arbejdsmarkedet og virksomhedernes behov for nye medarbejdere. Tilbud til ledige skal være hjælp til jobsøgning frem for aktiveringsforløb. Endelig er det helt afgørende at de økonomiske incitamenter entydigt understøtter lediges hurtige tilbagevenden til job.

Netop et udvalg bestående af særligt sagkyndige personer har alle forudsætninger for at pege på anbefalinger til en ny beskæftigelsespolitik, som er baseret på viden og grundige undersøgelser at, hvad der skal til for at få de bedste resultater uden, at der anvendes flere af samfundets ressourcer end højst nødvendigt.

Bragt i Berlingske d. 13. juni 2013