BeskæftigelsesIndikator på DA-området 1. kvartal 2014

  • Fremgang i beskæftigelsen
  • Størst stigning inden for bygge- og anlægsvirksomhed

På DA-området steg beskæftigelsen 0,8 pct. fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014. Det er den største stigning i beskæftigelsen siden 4. kvartal 2007, og det er en væsentlig ændring i forhold til faldet på 1,2 pct. i indikatoren for 4. kvartal 2013, jf. tabel side 2.

Inden for bygge- og anlægsvirksomhed steg beskæftigelsen mest med 1,5 pct., mens de serviceprægede erhverv steg 1,2 pct. fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014. Fremstillingsvirksomhed faldt imidlertid med 0,1 pct. over perioden, hvilket dog er en fremgang i forhold til 4. kvartal 2013, hvor fremstillingsvirksomhed faldt med 1,6 pct., jf. tabel øverst side 2.

Beskæftigelsen regionalt

Regionalt viser BeskæftigelsesIndikatoren en stigning i fire ud af fem regioner, mens Region Hovedstaden er uændret. Størst var stigningen i beskæftigelsen blandt virksomheder beliggende i Region Nordjylland, hvor beskæftigelsen steg 2,4 pct. fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2014. I Region Sjælland steg beskæftigelsen 1,6 pct. og i Region Midtjylland 1,5 pct. Endelig steg beskæftigelsen med 0,7 pct. i Region Syddanmark over perioden, jf. tabel nederst side 2.

Om BeskæftigelsesIndikatoren

BeskæftigelsesIndikatoren giver en tidlig indikation af udviklingen i beskæftigelsen på DA-området hvert kvartal opdelt på regioner og brancher.

Kun virksomheder, der indgår i KonjunkturStatistikken for både 1. kvartal 2013 og 1. kvartal 2014, er med i BeskæftigelsesIndikatoren. Der laves usikkerhedsberegninger for at finde de resultater, hvor fortegnet på indikatoren ikke er sikkert, jf. tabeller side 2. Metode til dette samt Indikatorens metode er dokumenteret i særskilt nyhedsbrev.

KONTAKT
Økonomisk konsulent
Tina Lykke Pedersen
33 38 92 18
tlp@da.dk
Publiceret:
11. juni 2014
LÆS MERE
Printvenlig udgaveTabeller