Dagpengedebat på vildspor

Reformerne på arbejdsmarkedet får flere i arbejde, men målsætningen bliver udvandet, når reformerne bliver underløbet af midlertidige støtteordninger. Kræfter i fagbevægelsen arbejder for borgerløn, men kun til egne medlemmer.

Af adm. direktør Jørn Neergaard Larsen, Dansk Arbejdsgiverforening

Et nyt folketingsår begynder i dag. Forude ligger en frisk, men bestemt ikke en tom kalender med hårde drøftelser af temaer med kolossal betydning, hvis Danmark ikke skal hægtes af førerfeltet, når det gælder velstand og velfærd.

I ugerne op til Folketingets åbning har særligt debatten om reform af dagpengesystemet været intens. Tal, analyser og tilkendegivelser er fløjet gennem luften, og man kan sidde overrasket tilbage, for nogle udsagn tager afsæt i helt urealistiske forventninger til, hvor mange personer i den arbejdsdygtige alder et moderne samfund kan og bør forsørge.

Faktum er, at vi i Danmark lige nu har næsten 800.000 alene i alderen 16 til 64 år, som forsørges af det offentlige. Det tal bør stå bøjet i neon, når vi diskuterer reform af dagpengesystemet, og en nedbringelse af det antal må være den klare målsætning for det fortsatte reformarbejde.

Vi har i Danmark et finmasket forsørgelsessystem. Alle, der er på arbejdsmarkedet, kan tegne en billig forsikring, der med statsstøtte i ryggen giver dagpenge i op til to år. Hvis man ikke har tegnet den forsikring, garanterer staten, at alle har forsørgelse på kontanthjælpsniveau. Kontanthjælpen ligger som en bund: Har man ikke egen forsørgelse, formue eller forsørgelse fra ægtefælle eller kæreste, så træder staten til. Forsørgelsessystemet skal derfor være midlertidigt og motivere til at søge arbejde. Det har dagpengereformen har bidraget til og vist fornuftige resultater, nemlig – at få flere i beskæftigelse. Men det fulde udbytte er foreløbig udskudt, fordi reformen er blevet udvandet af midlertidige støtteordninger.

Det gælder f.eks. den særlige arbejdsmarkedsydelse, som regeringen har indført til personer, der har opbrugt deres dagpengeret. Arbejdsmarkedsydelsen tildeles uafhængigt af formueforhold og civilstatus og sender i sin form tankerne hen på borgerløn. Det er absurd, at Folketinget på den ene side i forhold til de svageste på kontanthjælp strammer op og udvider den gensidige forsørgelsesforpligtigelse til både at omfatte ægtefæller og samboende, mens dele af fagbevægelsen kæmper for at undgå denne gensidige forsørgelsesforpligtigelse for arbejdsmarkedsparate, når de efter to år har været på de relativt høje dagpenge uden hensyn til egen eller ægtefælles økonomi.

På samme måde får reformen af kontanthjælp heller ikke den fornødne motivationseffekt, når ydelserne til par på kontanthjælp stadig er så høje, at der ikke er en økonomisk gevinst ved, at den ene finder arbejde.

Den megen virak og debat om dagpenge førte til, at regeringen i juni i år nedsatte en dagpengekommission, som skal ”endevende dagpengeområdet og komme med anbefalinger til, hvordan dagpengesystemet kan fremtidssikres”.

Statsministeren har på Socialdemokraternes kongres annonceret, at dagpengekommissionens deadline fremrykkes til august 2015. DA medvirker til at færdiggøre arbejdet i dagpengekommissionen lige præcis til det tidspunkt, som regeringen ønsker. Vi påstår ikke, at det nuværende system er genialt, og vi kan sagtens forestille os andre modeller. Men det er nødvendigt at slå fast med syvtommer søm, at hovedkravet til et nyt dagpengesystem er, at det får flere i arbejde. Det ville være utilgiveligt dumt for Danmark at give ind på det krav.

Bragt i Altinget/Arbejdsmarked 7. oktober 2014