Dansk Arbejdsgiverforening har den 12. maj 2015 svaret Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sagen om

Svar på høring om forslag til lov om en midlertidig jobpræmie til personer med langvarig ydelsesperiode

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har den 11. maj 2015 sendt et udkast til forslag til lov om en midlertidig jobpræmie til personer med langvarig ydelsesperiode til skriftlig høring i Beskæftigelsesrådet.

DA har følgende bemærkninger:

Efter DA’s opfattelse er lovforslaget et udtryk for, at regeringen anerkender det problem, at kontanthjælpen er så høj, at det derfor ikke altid kan betale sig at arbejde.

Med forslaget forsøger regeringen at afhjælpe det problem, at politikerne længe har manglet respekt for de overenskomstfastsatte lønninger. Flere af de politisk fastsatte sociale ydelser har et forsørgelsesniveau, der er højere end de overenskomstfastsatte mindstelønninger, som lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationerne har aftalt.

Det bevirker, at det ikke altid kan betale sig at arbejde. Alternativet til en kortsigtet lappeløsning i form af en jobbonus er en løsning, hvor ydelserne bringes ned, så der skabes en forskel i mellem de offentlige ydelser og de overenskomstfastsatte mindstelønninger, så der altid for ydelsesmodtagere er en økonomisk gevinst ved at tage et job.

DA skal derfor anbefale, at regeringen i stedet for en jobbonus, der kun gælder i 2. halvår 2015, finder en løsning, som gør, at det også kan betale sig at tage et arbejde fra 2016 og i årene derefter. DA skal i den forbindelse henvise til DA’s udspil om Veje til at øge beskæftigelsen i Danmark fra 25. marts 2015.

Herudover finder DA, at det ikke hensigtsmæssigt, at en kontanthjælpsmodtager med forslaget skal kvalificere sig til en jobbonus ved at være langtidsledig. Forslaget er konstrueret sådan, at for nogle grupper vil udsigten til en skattefri præmie have den modsatte virkning end den tilsigtede, nemlig at lovforslaget tilskynder til at udskyde tidspunktet for at tage et job.

KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
14. maj 2015