Dagpengeudspil bringer ikke én ekstra dansker i arbejde

Dagpengekommissionens forslag værner om 2010-reformen og øger ikke den strukturelle beskæftigelse. Der er fortsat behov for store reformer, mener DA

  • Dagpengekommissionen har i dag offentliggjort sine samlede anbefalinger til et moderne, fleksibelt og robust dagpengesystem.
  • Opgaven har ifølge kommissoriet været at præsentere en konkret model, der er fuldt finansieret og ikke har negative virkninger på den strukturelle beskæftigelse.
  • Resultatet af dagpengekommissionens arbejde er, at et flertal i kommissionen står bag en fuldt finansieret genoptjeningsmodel. Modellen indebærer bl.a., at:
  • dagpengeperioden bliver forlænget med op til et år for ledige, som tager mindst et halvt års arbejde undervejs i ledighedsperioden
  • dimittendsatsen bliver reduceret fra 82 til 78 pct. af den maksimale dagpengesats
  • ledige, som har været beskæftiget mindre end 15 dage de seneste tre måneder, hver tredje måned får udbetalt to dagpengedage mindre
  • LO og FTF er gået sammen om en mindretalsudtalelse, der foreslår en genoptjeningsmodel, der ikke er fuldt finansieret. Konkret foreslår de, at der kun bliver udbetalt én dags dagpenge mindre hver fjerde måned.
  • DA ville gerne have bakket op om kommissionens anbefalinger, hvis der havde været bred enighed om en fuldt finansieret genoptjeningsmodel. Da det ikke er lykkedes, anbefaler DA en reduceret genoptjeningsmodel, som i sin grundstuktur svarer til flertallets, men med en mulighed for forlængelse af dagpengeretten svarende til den reducerede finansieringsvillighed i dele af kommissionen, dvs. til en samlet udgiftsramme på 600 mio. kr.

Direktør og medlem af dagpengekommissionen Fini Beilin:

”Givet de rammer der blev opstillet for dagpengekommissionens arbejde, vil jeg gerne kvittere for den udmærkede rapport, som er præsenteret i dag. Jeg er godt tilfreds med, at kommissionens samlede anbefaling grundlæggende værner om den reform, som blev gennemført i 2010. Nu er det op til politikerne at lave en reform, der ikke koster arbejdspladser og dermed kaster flere danskere ud i arbejdsløshed.

Når det er sagt, er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke inden for kommissoriets rammer har været muligt at finde en dagpengeløsning, der bringer bare én eneste ekstra dansker i arbejde. Og med udsigten til mangel på arbejdskraft opfordrer vi til, at politikerne hurtigt foretager de nødvendige reformer af det danske overførselssystem. De kommende trepartsforhandlinger er en oplagt mulighed.

Endeligt er jeg ærgerlig over, at ikke alle kommissionens medlemmer kunne bakke op om et fuldt finansieret forslag. Stik imod de rammer, som kommissionen havde fået udstukket, foreslår LO og FTF en genoptjeningsmodel, der ikke er fuldt finansieret – og som derfor vil skade beskæftigelsen på lang sigt. Det ville have klædt fagbevægelsen at påtage sig et ansvar for den fælles udfordring, vi står overfor. Det er afgørende at sikre et sundt samspil mellem overførselssystemet og arbejdsmarkedet, så ikke en fremtidig mangel på arbejdskraft ender med at slå luften ud af det spirende opsving.”

Arbejdsmarked
19. oktober 2015
KONTAKT
Direktør
Fini Beilin
33 38 93 51
fib@da.dk
LINKS
Dagpengeko­mmissionens rapport