Dansk Arbejdsgiverforening har den 19. april 2016 svaret Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sagen om

Høringssvar om ny forsøgsbekendtgørelse

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har den 5. april 2016 sendt et udkast til ny bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet til skriftlig høring i BER. Udkastet indeholder følgende ændringer i forhold til den gældende bekendtgørelse: 

  1. Forsøg med dispensation fra rimelighedskravet for førtidspensionister i løntilskud forlænges til den 31. december 2018 - § 2 i udkastet.
  2. Forsøg med Dag til dag-formidling - § 7 i udkastet.
  3. Forsøg med Integreret Behandlings- og Beskæftigelsesindsats for sygemeldte med lettere psykiske diagnoser (IBBIS) udvides med deltagelse af Gladsaxe, Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner - § 10 i udkastet. 

Arbejdsgiversiden i BER (DA og Lederne) har følgende bemærkninger:

Forsøget med dispensation fra rimelighedskravet for førtidspensionister i løntilskud

Arbejdsgiversiden tilslutter sig, at forsøget med dispensation fra rimelighedskravet for førtidspensionister i løntilskud fortsætter frem til udgangen af 2018. Arbejdsgiversiden finder, at det er væsentligt at anvende forsøgsperioden til at få fastsat en enkel og ubureaukratisk national regel for rimelighedskravet, som kan opgøres automatisk på baggrund af eksisterende tilgængelige oplysninger fra e-indkomstregistret. Forsøgsperioden skal ligeledes anvendes til at fastsætte et lempeligere rimelighedskrav for førtidspensionister i løntilskudsjob ansat hos registrerede socialøkonomiske virksomheder.

Forsøg med Dag til dag-formidling – § 7 i udkastet

De foreslåede ændringer i § 7 indebærer, at aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere omfattes af forsøget, og at det forhøjede timefradrag fastsættes til 85 kr. pr. time.

Efter arbejdsgiversidens opfattelse har forsøget med arbejdsmarkedserfaring for udsatte ledige karakter af borgerløn, fordi de pågældende ydelsesmodtagere har mulighed for at beholde en stor andel af en arbejdsindkomst oven i deres offentlige ydelse. Sådanne kombinationer af løn og offentlig ydelse undergraver incitamenter for den enkelte til at blive selvforsørgende gennem arbejde.

Hertil kommer, at forsøget bidrager til at skabe et incitament for den enkelte ydelsesmodtager til at fremstå som aktivitetsparat ydelsesmodtager frem for at rykke tættere på arbejdsmarkedet og stræbe efter at få status som jobparat. Der gælder tilsvarende uhensigtsmæssige incitamenter for kommunerne til at bringe borgerne i en position, hvor borgens økonomiske udbytte vejer tungere end at understøtte borgeren i at blive selvforsørgende.

Arbejdsgiversiden mener på den baggrund, at forsøget er med til at udvande intentionerne og målene i den netop aftalte trepartsaftale om integration. Her er der aftalt en række initiativer, der skal søge at få flygtninge i job og/eller tættere på arbejdsmarkedet, så flygtninge hurtigst muligt bliver selvforsørgende.

Arbejdsgiversiden støtter derfor ikke, at forsøget omfatter aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere, da udmøntningen kan være med til at udvande intentionerne og målene i trepartsaftalen om integration og dermed flygtninges mulighed for at få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiversiden finder under alle omstændigheder ikke, at forsøget nu eller eventuelt senere skal forlænges ud over den 31. december 2016.

Det er ligeledes arbejdsgiversidens vurdering, at forsøget nøje skal evalueres, og at det i den forbindelse skal nyttiggøres, at 14 kommuner har været omfattet af forsøget, og at ledige i de resterende 80 kommuner derfor kan fungere som kontrolgruppe.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgiversidens høringssvar fra 26. januar 2015 om forslaget til at indføre en lempeligere fradragsregel fra arbejdsindtægter i forsøgsbestemmelsen.

Forsøget med Integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats for sygemeldte

Arbejdsgiversiden har ikke bemærkninger til, at forsøget med Integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats for sygemeldte med lettere psykiske lidelser udvides til at omfatte yderligere tre kommuner, hvis det indebærer, at der derved skabes et mere solidt grundlag for en egentlig evaluering af forsøget.

KONTAKT
Chefkonsulent
Jørgen Bang-Petersen
33 38 94 14
jbp@da.dk
Publiceret:
19. april 2016