LønStatistik 2. kvartal 2016

  • Stabil udvikling i lønomkostningerne på DA-området
  • Ensartet lønudvikling for arbejdere og funktionærer

For fjerde kvartal i træk har den årlige ændring i lønomkostningerne været 2,2 pct. I de samme fire kvartaler har forskellene i årsstigningstakterne mellem arbejdere og funktionærer været beskedne, jf. figur 1.

Udmøntningen fra lokale lønreguleringer og forhøjelser af lønsatser for lønmodtagere på normallønsystemer m.v. udgør 1,5 pct.-point af den samlede årsstigningstakt, mens bidrag fra genebetalinger, pension, personalegoder og fritvalgsordninger tilsammen udgør 0,7 pct.-point, jf. tabel 1 i læs mere boksen.

Lønomkostningerne er inklusive lønreguleringer, ændringer i pensionsbidrag, genebetalinger (herunder overtidsbetalinger), ferie- og fraværsbetalinger, fritvalgsordninger og personalegoder. Betalinger, som er af uregelmæssig karakter (eksempelvis efterreguleringer af løn, bonus og overskud, som ikke vedrører måleperioden), indgår ikke i omkostningsbegrebet.

For arbejdere steg lønomkostningerne med 2,1 pct. på årsbasis i 2. kvartal 2016, hvilket er 0,2 pct.-point mindre i end kvartalet før. Genebetalinger og fritvalgsordninger bidrog med hver 0,2 pct.-point af denne stigning, mens bidraget fra pension udgjorde 0,3 pct.-point, jf. tabel 1 i læs mere boksen. I 2. kvartal 2016 var funktionærernes årsstigningstakt 2,3 pct. hvilket er 0,2 pct.-point mere i forhold til forrige kvartal. Fritvalgsordninger bidrog med 0,2 pct.-point af denne stigning, mens bidraget fra pension og personalegoder tilsammen udgjorde 0,4 pct.-point. jf. tabel 1 i læs mere boksen.

Udviklingen i lønomkostningerne over tid for henholdsvis arbejdere og funktionærer er vist i figur 1.

Inden for fremstillingsvirksomhed er lønomkostningerne steget med 2,2 pct. i 2. kvartal 2016, hvilket er uændret sammenlignet med forrige kvartal. Bidraget fra genebetalinger udgjorde 0,1 pct.-point af denne stigning, mens ændringer i fritvalgsordninger og pension tilsammen udgjorde 0,4 pct.-point, jf. tabel 1 i læs mere boksen. Fraregnes forbedringer i genebetalinger, fritvalgsordninger og pension steg lønnen m.v. med 1,7 pct. i 2. kvartal 2016.

Lønomkostningerne inden for bygge- og anlægsvirksomhed steg med 2,3 pct. i 2. kvartal 2016, hvilket er 0,2 pct.-point mindre i end forrige kvartal. Bidrag fra fritvalgsordninger, personalegoder og pension udgjorde tilsammen 0,7 pct.-point af denne stigning, mens bidraget fra genebetalinger aftog med 0,1 pct.-point. Herved steg lønnen m.v., fraregnet forbedringer på fritvalgsordninger, personalegoder og pension med 1,7 pct. i 2. kvartal 2016.

Det relativt høje bidrag fra pension på årsstigningstakten inden for bygge- og anlægsvirksomhed skyldes til dels tekniske bidrag fra pensionsgivende løndele af uregelmæssig karakter (eksempelvis akkordoverskud), som det ikke er muligt at korrigere for i beregningen af lønstigningstakten.

Inden for serviceprægede erhverv steg lønomkostningerne i 2. kvartal 2016 med 2,3 pct., hvilket er 0,1 pct.-point mere sammenlignet med forrige kvartal. Bidrag fra genebetalinger, fritvalgsordninger og personalegoder udgjorde tilsammen 0,4 pct.-point af stigningen, mens bidraget fra pension udgjorde 0,3 pct.-point. Ses der bort fra disse bidrag, steg lønnen m.v. med 1,5 pct. i 2. kvartal 2016.

Lønomkostningernes udvikling fordelt på hovedbranche, hovedarbejdsfunktion og geografi er vist i tabel 2 i læs mere boksen.

Individuelle stigningstakter

Spredningen i de individuelle stigningstakter ses i figur 2.

Halvdelen af lønmodtagerne havde ændringer i fortjenesten på mellem 0,0 og 6,1 pct., mens den hyppigste individuelle årsstigningstakt var 1,5 pct. i 2. kvartal 2016.

Fritvalgsordninger

Ved overenskomstforhandlingerne i 2014 er der for en række overenskomster aftalt forhøjelser af fritvalgsordninger og lignende ordninger. Effekten af disse fritvalgsordninger for lønomkostningerne på DA-området er på årsbasis 0,2 pct.-point i 2. kvartal 2016, jf. tabel 1 i læs mere boksen.

Øvrige medarbejderomkostninger

Virksomhedernes øvrige medarbejderomkostninger falder med mindre end 0,1 pct. fra 2. kvartal 2015 til 2. kvartal 2016. De samlede medarbejderomkostninger steg således også med 2,2 pct.

Øvrige medarbejderomkostninger dækker både over lovbestemte og aftalebestemte omkostninger. De lavere medarbejderomkostninger skyldes bl.a., at arbejdsgiverne skal betale et lavere uddannelsesbidrag i 2016 (AUB), og at bidraget til arbejdsskadeafgiften også er lavere.

I modsat retning trækker et øget finansieringsbidrag til ledige, syge m.v. samt øgede aftalebestemte medarbejderomkostninger.

Yderligere oplysninger

Den elektroniske publikation KonjunkturStatistik 2. kvartal 2016 indeholder en mere detaljeret beskrivelse af lønomkostninger og offentliggøres samme dag som denne Statistik-Nyt. Henvendelse herom kan ske til DA Statistik, pr. e-mail salg@da.dk

KONTAKT
Økonomisk konsulent
Michael Eliasen
33 38 93 59
mie@da.dk
Publiceret:
15. august 2016
LÆS MERE
Printvenlig Statistik-NytTabel 1Tabel 2