International LønStatistik 2. kvartal 2017

  • For 7. kvartal i træk stiger lønnen mere i DK end i udlandet inden for fremstilling
  • Lønnen stiger også mere i DK inden for bygge/anlæg og handel

I udlandet steg lønnen 1,7 pct. inden for fremstilling i 2. kvartal 2017 i forhold til samme kvartal året før, og stigningen var dermed på samme niveau som kvartalet forinden, jf. tabellen i Læs mere boksen. I Danmark steg lønnen med 2,2 pct., hvilket er 0,3 pct.-point mere end kvartalet før. Den danske lønudvikling var dermed 0,5 pct.-point højere end udlandets inden for fremstilling i 2. kvartal 2017.

Det er syvende kvartal i træk, at lønudviklingen i Danmark er højere end i udlandet inden for fremstilling. Set over en længere periode har den danske lønudvikling været højere end udlandets i 20 ud af de seneste 40 kvartaler, jf. figur 1.

Inden for bygge og anlæg steg lønnen også mere i Danmark end i udlandet i 2. kvartal 2017, nemlig med hhv. 2,8 pct. og 1,6 pct., jf. tabellen i Læs mere boksen. Den danske lønudvikling er tiltaget med 0,4 pct.-point i forhold til kvartalet før, mens den udenlandske lønudvikling er aftaget med 0,2 pct.-point.

Bortset fra 2. kvartal 2016 er lønnen steget mere i Danmark end i udlandet i de seneste 10 kvartaler inden for bygge og anlæg.

I 2. kvartal 2017 steg lønnen også mere i Danmark end i udlandet inden for handel, nemlig med hhv. 2,4 pct. og 1,5 pct., jf. tabellen i Læs mere boksen. Forskellen er øget i forhold til kvartalet før, og den dækker over, at lønudviklingen tiltog med 0,1 pct.-point i Danmark, mens den aftog med 0,2 pct.-point i udlandet.

Metode

Statistikken indeholder lønoplysninger for 13 af Danmarks største samhandelslande: Tyskland, Sverige, USA, Storbritannien, Frankrig, Holland, Italien, Belgien, Japan, Norge, Polen, Spanien og Finland.

Den samlede lønudvikling i udlandet, jf. tabellen i Læs mere boksen, er baseret på en sammenvejet beregning for de nævnte lande. Hvert land indgår i beregningen med den vægt, som de bidrager med i beregningen af det effektive kronekursindeks. Vægtene i kronekursindekset er udarbejdet af Danmarks Nationalbank og tager både hensyn til eksport og import til og fra de 13 lande samt eksport til tredjelande, hvor Danmark og et eller flere af de 13 lande eksporterer til.

For nogle lande foreligger der ikke løntal frem til det aktuelle kvartal. I så fald bruges de seneste tilgængelige løntal fra det pågældende land.

Yderligere oplysninger

Den elektroniske publikation International Lønstatistik 2. kvartal 2017 indeholder detaljerede løntal for statistikkens lande og udkommer i uge 37. Henvendelse herom kan ske til DA Statistik på salg@da.dk.

Virksomheder, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation under DA, kan gratis abonnere på publikationen. Henvendelse herom kan ske til egen arbejdsgiverorganisation.

KONTAKT
Chefkonsulent
Martin Jeppesen
33 38 93 57
maj@da.dk
Publiceret:
5. september 2017
LÆS MERE
TabelPrintvenlig version