Kritisk mangel på arbejdskraft i flere brancher

Manglen på arbejdskraft tager til. Netop offentliggjorte tal viser, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen såvel som servicebranchen i stigende grad må begrænse produktionen, fordi de ikke kan finde nok kvalificerede medarbejdere.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort konjunkturbarometer for november måned, der giver et billede af manglen på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen og i servicebranchen. Her fremgår det bl.a., at:

  • 31 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen (vægtet efter beskæftigelse) må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 11 procentpoint ift. samme måned sidste år.
  • 15 procent af virksomhederne i servicebranchen må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 3 procentpoint ift. samme måned sidste år.
  • i nogle underbrancher er stigningen særligt kritisk. I restaurationsbranchen er manglen på arbejdskraft eksempelvis steget fra 8 procent til 31 procent.

Chefkonsulent Jens Troldborg:

”Vi er der ikke helt endnu. Men der er ikke lang vej til det overophedede arbejdsmarked i årene før finanskrisen.

Beskæftigelsen er siden 2013 steget med ca. 3.000 personer hver eneste måned, og ledigheden har været næsten konstant faldende. Det har betydet, at der er i Danmark er ca. 160.000 flere i beskæftigelse. Den udvikling er såvel samfundsøkonomisk som socialpolitisk en kæmpegevinst.

Imidlertid viser tallene i dag bagsiden af medaljen, hvor flere og flere virksomheder nu bliver nødt til at begrænse deres produktion, fordi de ikke kan finde flere kvalificerede medarbejdere. Vi risikerer dermed, at virksomheder flytter deres produktion uden for Danmark, så vi ikke kan fortsætte den positive udvikling med at øge beskæftigelsen.

Derfor er mangel på kvalificerede medarbejdere den største udfordring, som dansk økonomi står overfor.

Der er behov for, at man fra politisk hold gennemfører reformer, som modvirker mangel på kvalificerede medarbejdere - dels ved at få flere ind på arbejdsmarkedet, og dels ved at gøre mere for at tiltrække kvalificerede udlændinge.”

Mere viden

Link til Danmarks Statistik

Arbejdsmarked
28. november 2017
KONTAKT
Chefkonsulent
Jens Troldborg
33 38 94 30
jet@da.dk
LÆS MERE
Mere viden