Finansloven sikrer virksomhederne arbejdsro

Det er glædeligt, at finansloven for 2018 er på plads, og at virksomhederne nu har vished om næste års love og regler. Kvalitetsløftet til erhvervsuddannelserne er en helt rigtig prioritering.

Regeringen og Dansk Folkeparti har her til aften indgået en finanslovsaftale for 2018. Aftalen rummer blandt andet:

  • Kvalitetspulje til erhvervsuddannelserne på 170 mio. kr.
  • Permanent boligjobordning.
  • Skatten på fri telefon fjernes.
  • Bekæmpelse af illegal arbejdskraft.

Adm. direktør Jacob Holbraad:

”Jeg er glad for, at vi nu har en finanslov, der sikrer ro og stabilitet for de danske virksomheder og de offentlige finanser i det kommende år.

Nu gælder det om at bygge videre på finansloven og se fremad. Her er det værd at glæde sig over, at aftalen sætter ind over for truslen om en massiv mangel på faglærte i fremtiden. Aftalen løfter erhvervsuddannelserne for 170 mio. kr., og dermed bliver erhvervsskolerne reelt friholdt for de besparelser, som de ellers stod over for. Det er en helt rigtig prioritering af regeringen.

Desuden er det positivt, at Finanslovsaftalen lægger op til at gøre noget for at bekæmpe illegal arbejdskraft. Det er dog afgørende først at sikre, at virksomheder ikke uforvarende kan have illegal arbejdskraft ansat, før man begynder at se på bødernes størrelse.”

Arbejdsmarked
8. december 2017
KONTAKT
Adm. direktør
Jacob Holbraad
33 38 93 00
jah@da.dk