JobskifteStatistik

Stadig mange jobskifter i 2018

Statistik-Nyt

2018 var igen et år med mange jobskifter på DA-området. Tre ud af ti stillinger blev besat med en ny medarbejder i 2018. Jobomsætningen fra 2017 til 2018 ligger dermed tæt på omsætningen fra 2016 til 2017. Tilgangen er fortsat større end afgangen i JobskifteStatistikken for 2018, men forskellen er dog reduceret lidt i forhold til de to forudgående år.

Fra 2017 til 2018 blev 31,9 procent af stillingerne på DA-området besat af en ny medarbejder. I 29,4 procent af stillingerne har en medarbejder forladt jobbet. Tilgangen er med andre ord stort set uændret i forhold til 2017, hvor den var på 32,1 procent. Afgangen er øget lidt mere i forhold til året før, hvor den var 28,8 procent. Det lille fald i tilgangen og den svagt stigende afgang tegner samlet set et billede af en stort set uændret hastighed i jobskifterne på DA-området i forhold til året før. Samtidig viser udviklingen i forholdet mellem tilgang og afgang, at omsætningen nu i lidt mindre grad drives af oprettelse af nye jobs.

 

Højere tilgang end afgang for næsten alle aldersgrupper

Det er kun i gruppen af medarbejdere over 60 år, at der er flere, som stopper, end der starter i jobs. For både arbejdere og funktionærer er tilgangen højere for alle aldersgrupper under 60 år. Og selv for gruppen af 60+ årige startede 15,8 procent i et nyt job i 2018. Blandt de 60+ årige er andelen, som stoppet i et job, på 23,2 procent. 

Jobskifte er hyppigst inden for service

Blandt hovedbrancherne har serviceprægede erhverv både den højeste til- og afgang. Tilgangen er på 35,8 procent inden for service, hvor den er 22,5 procent for fremstilling og 29,9 procent for bygge- og anlæg. Afgangen er på 33,6 procent inden for service, 19,5 procent inden for fremstilling og 26,9 procent inden for bygge og anlæg.

Yderligere information

Hent tallene bag hovedresultaterne i regneark eller gå i dybden med detaljerede tal i udgivelsen JobskifteStatistik 2018. Næste JobskifteStatistik, som vil være statistikken for 2019, udkommer den 10. juni 2020. Næste Statistik-Nyt er International Lønstatistik 1. kvartal 2019, som udkommer den 4. juni 2019. 
Med denne udgivelse ændres navnet på PersonaleomsætningsStatistikken til JobskifteStatistikken. Metoden er uændret, og der er alene tale om et navneskift.

Læs mere om

JOBSKIFTESTATISTIK