Arbejdsmiljø og sundhed

Stressbølgen giver ikke mere sygefravær

DA Analyse

Med ord som stressbølge og folkesygdom er stress genstand for stor opmærksomhed. Samtidig viser nye tal, at danskernes sygefravær er stabilt og har været det længe. Det tyder på, at vi ikke bliver mere syge af stress, men bruger begrebet anderledes end for bare fem år siden.

Antallet af artikler, hvor ”stress” indgår i overskriften er steget markant de seneste fem år. I 2013 var der 619 artikler, mens antallet var steget til 4.553 i 2018 ifølge media-databasen InfoMedia. Det svarer til mere end en syvdobling. Overskrifterne går ofte på, at ”stress er Danmarks nye folkesygdom” og at ”stressbølge rammer arbejdspladser”.

Men samtidig er der ingen stigning sket i andelen med langvarigt sygefravær på grund af sygdom. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at sygefraværet hos de beskæftigede har ligget på det samme niveau siden 2013, både målt på andelen uden sygefravær, andelen med kortvarigt sygefravær og andelen med langvarigt sygefravær.

Ingen stigning i sygefraværet

Da fraværsstatikkerne ikke angiver, hvilke sygdomme eller fysiske skader, der ligger til grund for fraværet, er det en teoretisk mulighed, at udviklingen i andre sygdomme er faldet, imens antallet af stresssygedage er steget. Det kræver dog, at udviklingen i stress og udviklingen i andre sygdomme skulle have udlignet hinanden én til én, og det må anses som meget usandsynligt.

Derfor må man konstatere, at stress efter al sandsynlighed ikke har sat aftryk på sygefraværet blandt de beskæftigede danskere.
Tal fra NFAs Arbejdsmiljø og Helbred-undersøgelse stemmer overens med udviklingen i sygefraværstallene. Undersøgelsen viser, at det selvvurderede stressniveau har været konstant for beskæftigede siden 2012. Tal fra Danskernes Sundhed viser derimod, at beskæftigede føler sig mere stressede i dag end for bare fem år siden.

Forskellige stresskonklusioner

Under alle omstændigheder kan det virke tankevækkende, at stress bliver omtalt som den nye folkesygdom, når det ikke afspejles i sygefraværet blandt de beskæftigede, samt at det selvvurderede stressniveau er forskelligt på tværs af forskellige undersøgelser.

Det tyder på to ting. For det første, at brugen og opfattelsen af stress som begreb har udviklet sig over tid. Og for det andet, at det der i medierne ofte omtales som stressbølgen i mindre grad rammer folk i beskæftigelse. 

Læs mere i DA's rapport om trivsel, psykisk arbejdsmiljø og stresstendenser på det danske arbejdsmarket.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED