Arbejdsmiljø og sundhed
Få inspiration og værktøjer til mental sundhed i arbejdslivet
10. september 2020
Artikel
DA, FH og FA inviterer i fællesskab til arrangement om mental sundhed. Målet er at inspirere, videreformidle erfaringer og introducere værktøjer til at skabe bedre mental trivsel i arbejdslivet – både i kølvandet på coronakrisen og fremover. Arrangementet er en del af den løbende indsats i partnerskabet ’Sammen om mental sundhed’.
Opdatering: På grund af corona vil arrangementet foregå digitalt i stedet for fysisk. Programmet kortes ned og dækker nu tidsrummet 16-17.30. Deltagelse kræver stadig tilmelding på dette link. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage et link, som du skal bruge på dagen for at deltage i arrangementet. Ændringen fra fysisk til digitalt event gør også, at fristen for tilmelding er åben igen.
Coronakrisen har skabt mange udfordringer. Også i forhold til den mentale sundhed på arbejdspladser landet over. Nogen har formentlig oplevet den større mængde hjemmearbejde - eller den tilpassede arbejdsdag - som en udfordring, imens det for andre har været en positiv forandring.
Uanset hvad der er tilfældet for den enkelte medarbejder – og de enkelte virksomheder – er forandringer i arbejdslivet en god anledning til at sætte fokus på den mentale sundhed på arbejdspladsen.
Viden og konkrete værktøjer
Derfor er DA, FH og FA i slutningen af september sammen værter for et arrangement, hvor der er fokus på mental sundhed. Arrangementet er et af i alt fem landet over, der afholdes af partnerskabet ’Sammen om mental sundhed’ og Velliv Foreningen.
Arrangementerne er for ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter, HR-medarbejdere og andre personer med interesse for det aktive arbejde med mental sundhed på arbejdspladsen. Det er gratis at deltage, og målet er, at deltagere får både viden og konkrete værktøjer med hjem fra dagen.
Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening:
- Sunde medarbejdere og sunde virksomheder går hånd i hånd. Og hvis vi skal skabe de bedste forudsætninger for en godt, langt og sundt arbejdsliv, skal vi have fokus på mental sundhed ude på arbejdspladserne. Det handler om at turde tale om det, der er svært – og om rent faktisk også at gøre nogle ting anderledes. Det er arrangementer som dette med til at støtte op om.
Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA):
- Mentale helbredsproblemer kan have store omkostninger både for den enkelte, familien, virksomheden og samfundet. Derfor er fokus på mental sundhed og forebyggelse af mentale helbredsproblemer en god investering for os alle. Første skridt er, at vi på landets arbejdspladser og blandt kollegerne bliver bedre til at tale mere åbent og fordomsfrit om mentale helbredsproblemer.
Morten Skov, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH):
- Det afgørende for mental sundhed på vores arbejdspladser er, at vi får skabt et godt psykisk arbejdsmiljø. Vi skal sikre en effektiv forebyggelse af belastninger og understøtte de faktorer, som giver os et sundt og udviklende arbejdsmiljø. Og vigtigst af alt - vi skal handle. Det kræver, at både vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter og lederne har den viden og de værktøjer, der bidrager til at finde de gode løsninger. Her har partnerskabet om mental sundhed nogle rigtig gode bud.