Arbejdsmiljø og sundhed
Ny skæRmvejledning er moderniseret
4. december 2020
Artikel
I dag har Arbejdstilsynet offentliggjort en ny skærmvejledning, som er tilgængelig her.
I marts 2019 satte Arbejdstilsynet sin vejledning D.2.3 om skærmarbejde ud af kraft og indledte en revision af vejledningen. Dette skete på baggrund af en faglig og juridisk afklaring af Arbejdstilsynets regler om skærmarbejde og grundlaget herfor. Denne afklaring viste, at den daværende skærmvejledning ikke var i overensstemmelse med den nyeste faglige viden på området.
Den faglige vurdering fastslår, at skærmarbejde i sig selv ikke er sundhedsskadeligt, og at der ikke er fagligt belæg for at sætte en tidsmæssig grænseværdi for varighed af skærmarbejde i forhold til udvikling af smerter.
Den nye skærmvejledning er første skridt på vejen til at få moderniseret reglerne om skærmarbejde både på den faste arbejdsplads og i hjemmet.
Reglerne i skærmbekendtgørelsen fremstår i dag som stærkt forældede regler. Både i sprogbrug og beskyttelseshensyn. Den bekymring, der var tænkt ind i reglerne tilbage i 1997, hvor EDB var helt nyt på arbejdspladserne, er overhalet af den teknologiske udvikling. IT-udstyr indgår på næsten alle arbejdspladser, og utryghed omkring anvendelsen giver ikke længere mening.
Samtidig er IT-udstyr i dag langt mere fleksibelt, og giver mulighed for fleksibel indretning af arbejdspladsen, der passer både til arbejdsopgaven og den enkelte medarbejder.
Næste skridt er at få moderniseret reglerne om hjemmearbejde. Det er åbenlyst, at der lige nu er brug for øget fleksibilitet pga. coronakrisen og de konsekvenser, der følger med. Men i kølvandet på coronakrisen - på den lange bane - vil der også være større efterspørgsel på hjemmearbejde. Af hensyn til balance i familien, af hensyn til miljøet, så transport begrænses, eller blot fordi det giver mening at løse opgaverne hjemmefra. Derfor er det vigtigt, at vi opdaterer arbejdsmiljøreglerne. De skal beskytte medarbejderne, samtidig med at de ikke spænder ben for den fleksible tilrettelæggelse af arbejdet, som virksomheder og medarbejdere har brug for.