Arbejdsmiljø og sundhed
Q&A: Trepartsaftale om seksuel chikane
4. marts 2022
Artikel
Arbejdsmarkedets parter har indgået trepartsaftale med regeringen om nye initiativer til at bekæmpe seksuel chikane på arbejdspladserne. Her kan du læse mere om aftalens betydning.
Hvad er det vigtigste initiativ i aftalen?
Vi synes det er vigtigt, at der med aftalen etableres en bred alliance om seksuel chikane, hvor mange forskellige aktører tager ansvar. Hvis vi skal ændre kulturen, skal vi sætte ind flere steder – ikke kun på arbejdspladserne, men også på uddannelser, i skolerne og i samfundet generelt.
Der er en række initiativer på erhvervsuddannelsesområdet, som skal sikre, at elever og lærlinge, der har været udsat for seksuel chikane, hurtigere kan få behandlet en sag om seksuel chikane og blive hjulpet godt videre og sikre, at de ikke stopper deres uddannelse.
Der er en række initiativer på erhvervsuddannelsesområdet, som skal sikre, at elever og lærlinge, der har været udsat for seksuel chikane, hurtigere kan få behandlet en sag om seksuel chikane og blive hjulpet godt videre og sikre, at de ikke stopper deres uddannelse.
Kommer vi seksuel chikane til livs med denne aftale?
Vi håber, at denne brede buket af initiativer kan bidrage til at skabe en bedre kultur på de arbejdspladser, hvor der er problemer, og at vi med initiativerne får skabt mere opmærksomhed om, hvad der er god opførsel. Det sidste års debat har skabt opmærksomhed om seksuel chikane, og at man ikke skal acceptere at blive udsat for seksuel chikane. Det er første skridt på vejen til at komme seksuel chikane til livs. Det betyder ikke, at vi ikke også vil have sager i fremtiden, men med denne aftale vil vi have større klarhed over ansvaret for at handle, og vi forventer, at man vil handle hurtigere, når problemer opstår.
Hvorfor er der ikke større fokus på erstatninger?
Der er et stærkt signal i aftalen om, at godtgørelser skal forhøjes i grove sager, hvor arbejdsgiveren ikke tager sit ansvar for at forebygge og håndtere seksuel chikane alvorligt. Godtgørelser vil kunne have en forebyggende effekt, men et entydigt fokus på godtgørelser vil efter vores opfattelse ikke være tilstrækkeligt til at sikre en kulturændring og et opgør med en uhensigtsmæssig kultur.
Risikerer man ikke, at virksomhederne tørrer ansvaret af på medarbejderne?
Det er ikke tvivl om, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et sundt og chikanefrit arbejdsmiljø. Det følger allerede af lovgivningen. Arbejdsgivers pligter tydeliggøres med aftalen, så nej – det bliver ikke medarbejdernes ansvar i højere grad end i dag. Men vi synes, det er godt, at det også bliver fremhævet med aftalen, at medarbejdere naturligvis skal medvirke til at sikre, at der ikke forekommer seksuel chikane. Det er et fælles ansvar for ledelse og medarbejdere at sikre et godt arbejdsmiljø.
Hvad betyder aftalen konkret for danske virksomheder fremover?
De danske virksomheder skal fortsætte med det gode arbejde, der allerede er i gang i forhold til at fremme en kulturændring og bekæmpe seksuel chikane. Aftalen har fokus på at sætte ind over for de arbejdspladser, som ikke kan eller vil forebygge, eller som forsømmer at håndtere sager om seksuel chikane, når de opstår.