Lad os passe bedre på vores børn og unge

Arbejdsmiljø og sundhed

Lad os passe bedre på vores børn og unge

Debatindlæg

Vi ved, at mistrivsel i barndommen og ungdommen kan sætte dybe spor ind i voksenlivet. Derfor er det afgørende at sætte tidligt ind i forhold til at sikre børn og unges trivsel.

Af Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Camilla Thind Sunesen, direktør for sundhedsudvikling hos Danica Pension, Jannik Dobusz, direktør og stifter af UngtilUng og Thomas Alexander Hoelgaard, direktør i SIND Ungdom.

Selvom det fortsat er størstedelen af børn og unge, som trives, så er den stigende mistrivsel blandt vores unge et stort problem. Der findes ikke kun én årsag til den stigende mistrivsel, som vi oplever lige nu, og derfor skal løsningerne også findes flere steder. For mange starter mistrivslen allerede tidligt i livet i institutionerne og fortsætter hen i voksenlivet, når unge starter på arbejde. Det er derfor altafgørende, at der sættes tidligt ind.

Den voksende præstationskultur, der præger børn og unges liv, har store negative konsekvenser for deres trivsel. Sundhedsstyrelsens seneste offentliggjorte nationale sundhedsprofil viste, at hver femte unge mand og hver tredje unge kvinde havde et dårligt mentalt helbred.

Hvis du har oplevet mistrivsel tidligt i livet, er der også større chance for, at du vil opleve mistrivsel på arbejdsmarkedet.

Mange organisationer peger på, at det blandt andet er de unges oplevelse af ikke at kunne leve op til omverdenens forventninger, der skaber mistrivsel. Mistrivslen kan desværre nemt udvikle sig til psykisk sygdom, hvis ikke der sættes ind i tide. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 15 procent af de danske børn bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom. Derfor er det afgørende, at der sættes tidligt ind.

Forskere fra Center for Ungdomsforskning har undersøgt sammenhængen mellem mistrivsel hos børn, og den mistrivsel mange nyuddannede oplever i mødet med arbejdsmarkedet. Tendensen er klar. Hvis du har oplevet mistrivsel tidligt i livet, er der også større chance for, at du vil opleve mistrivsel på arbejdsmarkedet. Og det kommer til at koste både samfundet og den enkelte dyrt. En rapport fra VIVE har vist, at unge i mistrivsel i gennemsnit tjener 8,3 mio. kroner mindre gennem et arbejdsliv sammenlignet med unge i trivsel.

Men først og fremmest har det store personlige konsekvenser for de børn og unge, der mistrives. Det kan vi ikke leve med. Mistrivsel er en ond spiral, der starter i børnehaven og som fortsætter ind på arbejdspladserne. Hvis vi skal stoppe den onde spiral, kræver det, at vi samarbejder og sætter tidligt ind for at bekæmpe mistrivsel blandt børn og unge.

Debatindlæg bragt i Berlingske den 20. oktober 2023.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED