Beskæftigelse
Året slutter med stor fremgang i beskæftigelsen
21. december 2018
Pressemeddelelse
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med 5.000 i oktober. Der er intet, der tyder på, at tempoet på arbejdsmarkedet stilner af, og hvis ikke der gennemføres initiativer, som styrker virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, er der risiko for, at opsvinget ender med en hård landing, siger Anders Borup Christensen, cheføkonom i DA.
- Vi slutter året af med en ny stor stigning i beskæftigelsen. Det skal vi glæde os over. Der er godt gang i den hos de danske virksomheder, og flere og flere danskere finder hver eneste måned arbejde. Men der er så meget fart på, at vi bliver nødt til se initiativer, der udvider arbejdsudbuddet, hvis opsvinget ikke skal ende med en hård landing. Overophedning lurer i horisonten, og den skal tages alvorligt, siger Anders Borup Christensen, cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
Han peger samtidig på, at vi har en systematisk tendens til at undervurdere opsvingets tempo og styrke:
- Vi undervurderer igen og igen, hvor meget fart der er på det nuværende opsving. I mandags måtte regeringen opjustere deres skøn for beskæftigelsen i 2018. Med de nye tal tyder alt på, at den opjustering, her fire dage senere, allerede er forældet og utilstrækkelig, siger Anders Borup Christensen.