Beskæftigelsen blandt mennesker med handicap skal i vejret

Beskæftigelse

Beskæftigelsen blandt mennesker med handicap skal i vejret

Artikel

I dag fejrer vi den internationale handicapdag. Dagen er en god anledning til at understrege, at mennesker med handicap har værdifulde ressourcer, som vi skal blive bedre til at bringe i spil på arbejdsmarkedet.

I dag er det den internationale handicapdag. Det markeres verden over, og det er en lejlighed til at minde os alle om, hvor vigtigt det er, at flere personer med handicap kommer i arbejde. I Danmark er kun fem ud af ti borgere med et handicap i job.

”Beskæftigelsen blandt mennesker med handicap trænger til et løft. Det vil øge den enkeltes livskvalitet at være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet, at have noget at stå op til, gode kolleger, en meningsfuld hverdag osv. Samtidig vil det bidrage til at afhjælpe Danmarks udfordring med mangel på medarbejdere”, udtaler chefkonsulent i DA, Maria Bille Høeg.

Det går godt på arbejdsmarkedet lige nu. Beskæftigelsen er rekordhøj og ledigheden falder måned for måned. Arbejdsløsheden er nu så lav, at virksomhederne i stigende grad oplever, at det er vanskeligt at tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer. Det koster produktion og dermed vækst og i sidste ende risikerer vi, at det også koster arbejdspladser i hele landet.

”Vi skal bruge de gode beskæftigelsesmuligheder til at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet. Ved at bringe deres ressourcer i spil, får virksomhederne adgang til værdifuld arbejdskraft. Derfor er det afgørende, at vi får nedbrudt nogle af de barrierer, der er, for at personer med handicap, som har en vis arbejdsevne, kan blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet,” siger chefkonsulent Maria Bille Høeg.

Nyt initiativ på vej

I satspuljeaftalen for 2019 er der afsat midler til initiativer, der skal medvirke til at nedbryde barriererne, så flere personer med handicap kommer i job. Bl.a. skal DA sammen med en række andre organisationer se på muligheden for at udvikle et kompetencekort, der skal synliggøre, hvilke kompetencer den pågældende har, og hvilke hjælpemidler der er brug for for at kunne varetage et job.

Chefkonsulent Maria Bille Høeg hilser initiativet velkommen.

”Arbejdspladserne mangler ofte viden om, hvad et konkret handicap indebærer, og hvorvidt der er mulighed for kompensation og støtte. Det skal der rettes op på, og det kan et kompetencekort hjælpe med at gøre,” siger hun.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE