Beskæftigelse
Danmark har godt to ledige til hvert stillingsopslag
11. marts 2019
DA Analyse
Virksomhederne efterspørger i stigende grad nye medarbejdere. Ikke siden 2008 har virksomhederne slået så mange stillinger op, som de har gjort i de seneste måneder. Fremgangen i dansk økonomi bliver dog bremset af, at der for tiden er meget få ledige hænder til de opslåede stillinger.
Virksomhederne oplever år efter år, at det bliver sværere at rekruttere nye medarbejder. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at antallet af ledige pr. opslået stilling i Jobnet nu er nede på godt 2 personer. Det svarer til niveauet i 2007-2008, hvor dansk økonomi var overophedet.
Godt 2 ledige per stilling i Jobnet
Udviklingen skyldes dels, at ledigheden er faldet mere eller mindre stødt siden 2012. Men det skyldes også, at der ikke siden 2008 har været så mange jobopslag på Jobnet.dk, som der har været de seneste måneder. I januar var der godt 41.000 opslåede stillinger på Jobnet, når der korrigeres for sæsonudsving.
Det nærmer sig rekorden fra slutningen af 2007, hvor der næsten var 50.000 jobopslag på Jobnet. Bundniveauet lå i 2011, hvor der i perioder var lige godt 15.000 jobopslag.
Særligt stor udfordring i Hovedstaden
Manglen på ledige hænder gør sig gældende i hele landet, men der er nogle regioner i landet, hvor det er særligt få ledige tilbage på arbejdsmarkedet i forhold til antallet af opslåede stillinger. I Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Midtjylland er der mellem 2 og 3 ledige pr. opslået stilling, mens der i Region Nordjylland og Region Sjælland er mellem 3 og 4 ledige pr. opslået stilling.
Færrest ledige pr. opslået stilling i Region Hovedstaden
Sådan har vi gjort:
Analysen er baseret på antal opslåede, ledige stillinger på Jobnet.dk samt den registrerede bruttoledighed fra Danmarks Statistik i perioden januar 2007 - januar 2019.
Antal opslåede stillinger er sæsonkorrigeret ved egen sæsonkorrektion for at tage højde for store månedlige udsving, mens der anvendes sæsonkorrigeret bruttoledighed opgjort i fuldtidsledige.
Den regionale opgørelse af antal ledige pr. opslået stilling er beregnet pba. på kommunale tal. Denne opgørelse er ikke sæsonkorrigeret.