Beskæftigelse
Dansk Folkeparti vil begrave beløbsordningen
22. marts 2018
Pressemeddelelse
Dansk Folkeparti har fremsat et lovforslag, der vil stramme beløbsordningen så voldsomt, at den reelt afskaffes. Forslaget er erhvervsfjendtligt og vil koste Danmark dyrt.
Dansk Folkeparti har fremsat et lovforslag, der markant vil ændre kravene i den såkaldte beløbsordning. Beløbsordningen betyder i dag, at en virksomhed kan ansætte en udlænding fra et land, der ikke er medlem af EU, hvis de får en årsløn på ca. 418.000 kr.
Personer, der er i Danmark på beløbsordningen, bidrager i gennemsnit med 282.000 kr. netto årligt til statskassen.
Dansk Folkepartis forslag vil medføre at:
- virksomheder skal dokumentere, at der intet sted i Danmark findes kvalificeret arbejdskraft til den stilling, de ønsker at besætte.
- udlændinge, der ansættes til arbejde på ledelsesniveau, som minimum får en årsløn på 850.000 kr.
- udlændinge, der ansættes til arbejde på højt niveau, som minimum får en årsløn på 565.000 kr.
udlændinge, der ansættes til arbejde på mellemhøjt niveau, som minimum får en årsløn på 523.000 kr.
Adm. direktør Jacob Holbraad:
”Lovforslaget fra Dansk Folkeparti er decideret erhvervsfjendtligt. Man strammer båndet om beløbsordningen så hårdt, at man reelt kvæler og afskaffer den.
Manglen på arbejdskraft i Danmark tager til, og vi har mere end nogensinde før brug for den udenlandske arbejdskraft. Vi ved, at udlændinge, der er i landet på beløbsordningen, hvert år bidrager med en milliard til den danske statskasse.
Det er uforståeligt, at Dansk Folkeparti vil afskaffe en ordning, der så entydigt bidrager til dansk velstand og velfærd. Hvis de ønsker at afskaffe ordningen, så skylder de samtidig svar på, hvilke hjørner af den danske velfærd de som konsekvens ønsker at nedprioritere.
Forslaget er tydeligvis lavet på et skrivebord uden nogen forståelse for, hvad det vil betyde i virkelighedens verden. At forestille sig, at en virksomhed vil kunne dokumentere, at der intet sted i Danmark findes én eneste kvalificeret kandidat til en given stilling, afslører en manglende forståelse for danske virksomheders hverdag.”