Beskæftigelse
Finanslov må ikke skærpe konkurrencen om medarbejdere
30. august 2018
Pressemeddelelse
Finansloven bør ikke øge offentlige udgifter, så kampen om medarbejderne skærpes. Regeringen ser på udenlandsk arbejdskraft og styrkede erhvervsuddannelser, men bør droppe omprioriteringsbidraget før 2022.
Finansloven må ikke øge de offentlige udgifter, så den i forvejen hårde konkurrence om medarbejderne skærpes. Regeringen lægger op til vigtige udspil om udenlandsk arbejdskraft og styrkelse af erhvervsuddannelserne, men der er behov for at droppe omprioriteringsbidraget tidligere end 2022.
Adm. direktør Jacob Holbraad:
”Det er vigtigt, at regeringen sikrer, der er styr på økonomien, så manglen på arbejdskraft ikke eskalerer, og overophedningen for alvor bremser opsvinget.
Derfor skal vi holde igen med de offentlige udgifter. Både det offentlige og private mangler i dag arbejdskraft, og det nytter ikke noget at skærpe konkurrencen om medarbejderne.
Det er positivt, at regeringen vil stoppe omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne. Men det bør ske allerede nu og ikke først i 2022. Vi skal have flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Vi kommer til at mangle 60.000 faglærte allerede i 2025, så der er behov for handling her og nu.
Jeg ser frem til, at regeringen i efteråret kommer med yderligere udspil om både erhvervsuddannelserne og udenlandsk arbejdskraft. Behovet for ambitiøse aftaler på de områder er ikke blevet mindre.”