Beskæftigelse
Flere brancher mangler arbejdskraft
3. januar 2018
Pressemeddelelse
Flere virksomheder må begrænse produktionen, fordi de ikke kan finde de nødvendige medarbejdere. Nye tal viser, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen såvel som servicebranchen oplever stigende mangel på arbejdskraft.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort konjunkturbarometer for december måned, der giver et billede af manglen på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen og i servicebranchen. Her fremgår det bl.a. at:
- 28 pct. af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen (vægtet efter beskæftigelse) må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 8 pct.-point i forhold til samme måned sidste år.
- 14 pct. af virksomhederne i servicebranchen må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det er en stigning på 3 pct.-point i forhold til samme måned sidste år.
- I nogle underbrancher er stigningen særligt kritisk. I VVS-branchen er manglen på arbejdskraft eksempelvis steget fra 24 pct. til 34 pct.
Chefkonsulent Jens Troldborg:
”Hvis man vil danne sig et billede af, hvor stort presset på det danske arbejdsmarked er, så er de her tal foruroligende læsning.
Manglen på arbejdskraft har nu nået et niveau, hvor det mange steder praktisk talt er umuligt at finde en ledig elektriker, VVS’er eller metalarbejder.
Det rammer virksomhederne, der må sige nej tak til ordrer og dermed gør det sværere at fortsætte den positive udvikling med at skabe flere job i Danmark. Men mange danskere mærker måske også det pressede arbejdsmarked i hverdagen, hvis der f.eks. bliver brug for en håndværker til at ordne carporten eller fikse vaskemaskinen.
Hvis vi skal fortsætte med at øge beskæftigelsen i Danmark og tage noget af presset væk fra arbejdsmarkedet, er der behov for, at der fra politisk hold skabes bedre adgang for internationale medarbejdere, sikres bedre vilkår for at ældre kan være på arbejdsmarkedet og bliver et større fokus på at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde.”