Beskæftigelse

Forkortelse af optjeningsperioden for dagpenge er alt for vidtgående

Pressemeddelelse

Beskæftigelsesministrene i EU har i dag besluttet at arbejde for en forkortelse af optjeningsperioden til dagpengeretten for EU-borgere fra tre måneder til én. Forslaget er alt for vidtgående, og vedtages trods modstand fra blandt andre Danmark.

De europæiske beskæftigelsesministre har i dag taget stilling til et forslag om koordinering af sociale ydelser, som Europa-Kommissionen har fremsat. Den såkaldte forordning 883.

Det blev besluttet, at:

EU-borgere, der arbejder i et andet EU-land, skal være berettiget til dagpenge i arbejdslandet efter én måneds arbejde. Det er mere vidtgående end Kommissionens forslag på tre måneder.
grænsearbejdere efter tre måneder skal dækkes af dagpengesystemet i arbejdslandet.
medlemslandene vil arbejde imod Kommissionens forslag om at forlænge perioden, hvor EU-borgere kan tage dagpenge med til et andet land, fra tre til seks måneder.
Det lykkedes desuden ikke Danmark og en række andre lande at komme igennem med en indeksering af børnechecken.

Forordningen skal forhandles med Europa-Parlamentet, inden den kan træde i kraft.

Adm. direktør Jacob Holbraad:

”Det er afgørende for EU-opbakningen, at der er rimelige regler for, hvornår man kan få velfærdsydelser i et andet land. Danskerne skal kunne se sig selv i det regelsæt, der styrer velfærdsydelserne.

Det er derfor ærgerligt, at man er kommet frem til en optjeningsperiode for dagpenge på blot én måned. Danmark og en række andre lande prøvede at holde det ved Kommissionens forslag om tre måneder, og det er meget beklageligt, at de andre lande ikke kunne overtales til at følge det forslag.

Af samme årsag er det bekymrende, at man vil gøre det lettere for grænsearbejdere at få adgang til dagpenge i arbejdslandet, og at man undlod at følge det danske forslag om en indeksering af børnechecken.

Der kom dog også en god nyhed ud af mødet. Jeg glæder mig over, at det blev besluttet at fastholde perioden, hvor man kan tage dagpenge med til et andet land, på de nuværende tre måneder. Kommissionen lagde op til seks måneder, så her har medlemslandene trukket i den rigtige retning. Det er vigtigt, at de står fast, når aftalen senere skal forhandles på plads med Europa-Parlamentet.”

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE