Beskæftigelse
Mangel på arbejdskraft lægger låg på produktionen
26. april 2018
Pressemeddelelse
Nye tal viser, at manglen på arbejdskraft i stigende grad begrænser produktionen i samtlige sektorer. Det har ødelæggende konsekvenser for dansk vækst. Hvis ikke udfordringen håndteres, kan virksomheder blive nødsaget til at flytte produktionen til udlandet.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort deres konjunkturbarometer, som viser, i hvor høj grad danske virksomheder må begrænse deres produktion, fordi de ikke har adgang til kvalificeret arbejdskraft.
I industrien er det 10 procent af virksomhederne, der må begrænse produktionen i andet kvartal af 2018. I samme kvartal sidste år var det 6 procent.
I bygge og anlæg er det 23 procent af virksomhederne, der må begrænse produktionen i april 2018. I samme måned sidste år var det 19 procent.
I servicesektoren er det 15 procent af virksomhederne, der må begrænse produktionen i april 2018. I samme måned sidste år var det 13 procent.
For enkelte underbrancher er niveauet nu særligt højt.
I restaurationsbranchen er det eksempelvist 31 procent af virksomhederne, der må begrænse produktionen, og blandt VVS- og blikkenslagerforretninger er det 36 procent.
Adm. direktør Jacob Holbraad:
”Manglen på kvalificeret arbejdskraft er den største udfordring for dansk vækst og velstand. Hvis ikke situationen skal løbe ud af kontrol, så skal der handles nu.
Arbejdsmarkedet står til rådighed for de ledige. Men det er desværre ikke alle ledige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. I en tid med mangel på arbejdskraft, er det ganske enkelt ikke acceptabelt. Vi skal stille større krav til de lediges rådighed og jobsøgning.
Vi skal bliver bedre til at tiltrække den kvalificerede udenlandske arbejdskraft. Der er stigende kamp om arbejdskraften i Europa, og færre vælger at komme til Danmark. Vi bliver nødt til også at kigge ud over Europas grænser.
Desværre trækker et politisk flertal på Christiansborg i den stik modsatte retning, og har blandt andet valgt at stramme beløbsordningen. Det er meget dårlig timing, når virksomhedernes mangel på arbejdskraft samtidig tager til.”