Beskæftigelse
Tiltrængt forenkling på beskæftigelsesområdet
23. august 2018
Pressemeddelelse
Nye og friere spilleregler for kommunerne giver større forventninger til resultater på beskæftigelsesområdet.
Et bredt flertal blandt Folketingets partier har i en politisk aftale i dag fastlagt nye og enklere regler for beskæftigelsesindsatsen.
Hovedelementerne i den politiske aftale er følgende:
- Færre proceskrav til samtaler mellem ledige, jobcenter og a-kasse.
- Skærpet opfølgning på kommunernes indsats, så der kan skrides ind over for de kommuner, der ikke lever op til deres ansvar.
- Udvalgte a-kasser får i en 4-årig periode ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i de første tre måneder af ledighedsforløbet.
Adm. direktør Jacob Holbraad:
”Med aftalen vil der blive ryddet op i et meget komplekst sæt af regler, som har lagt beslag på alt for mange ressourcer hos landets jobcentre. De kan nu koncentrere sig fuldt ud om at bekæmpe mangel på arbejdskraft.
Der er også grund til optimisme, når den større frihed for kommunerne følges op med et skærpet fokus på, at kommunerne leverer resultater og i yderste konsekvens kan blive sat under administration.
At lave forsøg, der deler ansvaret for kontakt med ledige mellem a-kasse og jobcenter, er derimod ikke et ønske fra arbejdsgivernes side. Vi vil derfor nøje følge forsøget, der løbende bør overvåges og vurderes.”