Beskæftigelse

Tre veje til et mere enkelt førtidspensionssystem

Pressemeddelelse

DA giver i ny rapport tre bud på, hvordan vi sikrer, at flere kommer i job, og færre ender på førtidspension eller i fleksjob.

300.000 fuldtidspersoner mellem 18 og 64 år har helt eller delvist forladt arbejdsmarkedet, fordi deres arbejdsevne er vurderet nedsat.

De modtager derfor enten førtidspension, ledighedsydelse, deltager i ressourceforløb eller arbejder i et fleksjob.

DA’s nye pjece Førtidspension og fleksjob – Flere på arbejdsmarkedet, der offentliggøres i dag, stiller skarpt på udfordringerne på området og viser tre veje til, hvordan flere kan deltage på arbejdsmarkedet:

  • Ordningerne samles i én ordning.
  • Visitationen til førtidspension samles under staten i stedet for hos kommunerne.
  • Ressourceforløbsydelse afvikles og erstattes af kontanthjælp.

Chefkonsulent Maria Bille Høeg:

”Vi har været for rundhåndede med førtidspensionerne og har gennem en lang årrække parkeret folk på passive ydelser i stedet for at hjælpe dem. I stedet bør vi lære af Sverige, som gennem ambitiøse reformer har formået at nedbringe antallet af førtidspensionister.”

”Det danske førtidspensionssystem er for kompliceret og uigennemsigtigt med for mange forskellige ordninger. Vi bør forenkle og samle alle ordningerne i én ordning, så vi – ligesom i Sverige – får ét system, hvor du er deltidsførtidspensionist alt afhængig af din arbejdsevne. Har du eksempelvis halvdelen af din arbejdsevne i behold, skal den kunne bruges på det almindelige arbejdsmarked.”

”Potentialet til at få flere aktive på arbejdsmarkedet er stort. Lå det danske niveau på det svenske ville ca. 100.000 færre være omfattet af førtidspension eller fleksjob. De ville i stedet være en del af det almindelige arbejdsmarked og være en vigtig ressource i en tid med mangel på medarbejdere og arbejdskraft.”

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE