Beskæftigelse
Vigtigt initiativ fra regeringen vil give mere kvalificeret arbejdskraft
29. maj 2018
Pressemeddelelse
Regeringen har netop fremlagt en pakke med forslag, der skal modarbejde flaskehalse på arbejdsmarkedet. Pakken er et vigtigt og tiltrængt initiativ med flere gode forslag. Men der er fart på opsvinget og behov for flere tiltag.
Beskæftigelsesministeren har i dag præsenteret en pakke med forslag, som skal modvirke flaskehalse på arbejdsmarkedet.Pakken indeholder bl.a. følgende forslag:
20.000 flere kontanthjælpsmodtagere skal gøres jobparate
Flere midler til opkvalificering af ledige
Dimittender skal være mere geografisk mobile.
Direktør Fini Beilin:
”Det er et godt og tiltrængt initiativ, regeringen har spillet ud med. Der opstår flere og flere flaskehalse på arbejdsmarkedet, og de vokser måned for måned. Det betyder, at virksomhederne må sige nej til ordrer. Det koster på væksten, og det koster på velfærden.
Der er flere forslag i regeringens pakke, der vil hjælpe ledige i job. Jeg hæfter mig særligt ved, at regeringen vil gøre flere kontanthjælpsmodtagere jobparate. Det er en håndsrækning til de ledige, der kommer tættere på arbejdsmarkedet, og det forpligter kommunerne til at styrke deres indsats.
Men indsatsen må ikke stoppe her. Med den fart, opsvinget har lige nu, så bliver der brug for flere tiltag. Og her bliver vi også nødt til at kigge ud over Danmarks grænser. Vi skal blive bedre til at tiltrække den kvalificerede udenlandske arbejdskraft. Jeg ser frem til regeringens udspil på det område, og jeg forventer, at Folketinget tager politisk ansvar og bærer et ambitiøst forslag igennem.”