Beskæftigelse
VIGTIGT MED FOKUS PÅ KOMPENSATION OG ARBEJDSPLADSER UNDER NEDLUKNING
7. december 2020
Pressemeddelelse
Dansk erhvervsliv står overfor en hård nedlukning med stigende coronasmittetryk i 38 kommuner. Vigtigt at så mange medarbejdere som muligt, kan fortsætte med at arbejde, og at berørte virksomheder kompenseres.
Regeringen har annonceret en række yderligere tiltag for at begrænse coronasmitten i de 38 kommuner, hvor smittetrykket er størst. Blandt andet skal restauranter og barer lukkes, større elever hjemsendes og der opfordres til øget hjemmearbejde.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad siger:
- Vi bakker op om indsatsen for at holde smitten nede, og det kan få store konsekvenser for dansk erhvervsliv, hvis smitten kommer ud af kontrol. Men vi skal have fokus på at holde virksomhederne i gang, hvor det er muligt, og sikrer, at de erhverv, som er berørte af nedlukning, bliver kompenseret.
- Danske virksomheder har udvist meget stor fleksibilitet i denne tid. Mange kan heldigvis fortsat arbejde hjemmefra, men der er også virksomheder, hvor man fysisk skal være på arbejde, og her er det ekstra vigtigt, at vi sikrer, at medarbejderne kan fortsætte, så vores økonomi ikke går i stå. Vi er klar til at tage ansvar, som vi har gjort før, hvis regeringen har behov for at indkalde arbejdsmarkedets parter.