Beskæftigelse
AE-fejlskud - seniorerne klarer sig godt på arbejdsmarkedet, også efter corona
21. februar 2022
DA Analyse
Analyse fra AE-rådet giver et skævt billede af seniorernes jobmuligheder efter corona.
I AE-rådets analyse ”To ud af tre ledige fra første coronabølge er tilbage i job” konkluderes det, at ca. 65 pct. af dem, der blev ledige under første coronabølge (marts-juni 2020) er tilbage i beskæftigelse i august 2021. AE fremhæver også, at for personer over 60 år er det kun ca. 50 pct., der er tilbage i job. Dermed giver de indtryk af, at virksomhederne er mindre interesseret i at ansætte ledige seniorer end andre aldersgrupper. Analysen er omtalt i JP d. 29. december og i Berlingske d. 15. januar.
AE-rådets opgørelse er imidlertid en meget selektiv gengivelse af virkeligheden. Opgørelsen viser ikke betydningen af seniorernes mulighed for tilbagetrækning via efterløn mv., unges mulighed for at starte på en uddannelse eller hvor mange seniorer, som er på ydelser, der ikke kræver, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.
DA har derfor undersøgt hvilken arbejdsmarkedsstatus de personer, der ikke er i beskæftigelse, har i august 2021.
Analysen viser, at når beskæftigelsesandelen er betydeligt lavere for personer over 60 år så skyldes det, at knap hver sjette i denne aldersgruppe har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet (heraf 75 pct. på efterløn og 25 pct. på seniorpension), jf. figur 1.
Aldersgruppen rummer ikke en markant højere andel af ledige. Andelen af ledige over 60 år er på 17 pct., mens den for hele gruppen er 13 pct. Når ledighedsandelen for seniorerne alligevel er en smule større, så skal det også i lyset af, at de modsat de yngre grupper ikke starter på en uddannelse.