Kære politikere: Glem ikke eleverne i valgkampen – de er Danmarks fremtid

Beskæftigelse

Kære politikere: Glem ikke eleverne i valgkampen – de er Danmarks fremtid

Debatindlæg

Flere elever skal ud af klasseværelserne. De skal i langt højere grad ud i virkeligheden og se, hvordan sprog, matematik, natur og teknik og alle de andre fag bliver brugt i samfundet, mener elever og arbejdsgivere.

Af Marie Holt Hermansen, formand for Danske Skoleelever, og Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i DA

Den efterhånden meget udskældte folkeskolereform betød blandt andet, at mange elever i folkeskolen fik længere skoledage. Desværre ser vi mange steder, at langt det meste af tiden stadig bliver brugt i et klasselokale. Det er en skidt udvikling.

Lange skoledage i et klasseværelse har blandt andet medført, at mange elever kæmper med motivationen og har svært ved at se meningen med undervisningen. Samtidig kan vi se, at især elever fra ikkeakademiske hjem sakker bagud, og mange forlader folkeskolen uden basale færdigheder i dansk og matematik.

DA og Danske skoleelever mener, at der er behov for en ny retning med bedre balance i folkeskolens læringsformer. Vi håber, at det vil blive diskuteret i valgkampen – og ikke mindst, at en ny regering vil se på, hvordan vi finder langsigtede løsninger.

At folkeskolen er blevet mere ensidigt boglig, kan også være medvirkende årsag til, at gymnasiet er blevet et automatvalg og færre unge vælger en erhvervsuddannelse. Det er især problematisk i en tid, hvor virksomhederne skriger på erhvervsuddannede.

Vi skal gøre undervisningen mere meningsfuld, alsidig og inspirerende for alle elever. Der er behov for at integrere den praktiske dimension i alle fag. Det vil være til gavn for alle elever – også de elever, der ikke nødvendigvis lærer bedst via tavleundervisning. Her er der med frikommuneforsøgene en oplagt mulighed for at arbejde med nye undervisningsformer.

Det er også helt oplagt at styrke skole- og virksomhedssamarbejdet, og virksomhederne er i den grad klar til at byde ind. DA har blandt andet iværksat initiativet »Åben Virksomhed«, hvor lokale virksomheder inviterer eleverne ind på virksomheden.

Kommunerne skal være bedre til at understøtte den Åbne Skole. Det kan for eksempel gøres obligatorisk for kommunerne at understøtte Åben Skole, eksempelvis ved brug af Åben Virksomhed. Et andet oplagt sted at sætte ind er ved at styrke erhvervspraktikken i folkeskolen, så unge hurtigt får en fornemmelse af arbejdslivet. Desuden skal der være bedre vejledning, der klæder eleverne ordentligt på til at træffe uddannelsesvalg.

Så kære politikere, det er nu, I har chancen for at sætte retningen for de kommende generationer af unge, som skal tegne fremtiden for Danmark. Hvis vi får en folkeskole, som både er god for de boglige og for de praktisk orienterede elever, vil flere lykkes med at få en uddannelse, og færre vil forlade skolen med manglende motivation og skoletræthed.

Debatindlægget blev bragt i Berlingske Tidende den 17. oktober 2022.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE